Tre danskere skal med Saxo-Tinkoff til Vueltaen
Danske cykelfans måtte kigge forgæves efter danske ryttere på det danske Saxo-Tinkoff-hold under Tour de France.
Men når Vuelta a España begynder i næste uge, er der igen danskere med på holdet, endda hele tre af slagsen.
På det Vuelta-hold, som Saxo-Tinkoff har udtaget, finder man nemlig både Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen og Michael Mørkøv.
De skal i større eller mindre grad agere hjælperyttere for Tour-femmeren Roman Kreuziger, fortæller sportsdirektør Fabrizio Guidi til holdets hjemmeside.
- På vej ind til Vueltaen ser jeg Roman som den naturlige kaptajn på holdet. Han har haft en fantastisk sæson og er stadig topmotiveret, siger Guidi.
Han er dog også åben for, at Rafal Majka, Nicolas Roche eller Chris Anker Sørensen kan få lov at køre efter en klassementplacering.
Ud over de nævnte ryttere finder man også Matteo Tosatto, Evgeny Petrov og Oliver Zaugg blandt de ni udtagne.
Som bebudet er den forsvarende mester Alberto Contador ikke med på holdet. Han udtalte også i forbindelse med sin fjerdeplads i sommerens Tour de France, at han ville tage hjem og forberede sig på næste års Tour og give afkald på titelforsvaret.
For Chris Anker Sørensen er det tredje gang, at han deltager i Vueltaen. Han blev senest nummer 12 i 2011.
Nicki Sørensen har deltaget fem gange i Vueltaen allerede og har også prøvet at vinde en etape. Det skete i 2005.
For Michael Mørkøv bliver der tale om hans debut på turen rundt i Spanien.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker