Tre Liverpool-spillere kan blive årets bedste
Premier Leagues tophold Liverpool dominerer listen over kandidater til titlen som årets spiller i England, som Professional Footballers' Association Players (PFA) har offentliggjort fredag.
Tre af de seks nominerede kommer fra Merseyside-klubben, der overraskende for de fleste har etableret sig som et varmt bud på en engelsk mester i denne sæson.
Anfører Steven Gerrard, der i øvrigt vandt prisen i 2006, Luis Suarez og Daniel Sturridge repræsenterer Liverpool på listen.
De tre øvrige kommer fra tre forskellige klubber: Liverpools nærmeste konkurrent i ligaen, Chelsea, har den belgiske midtbanekreatør Eden Hazard med i opløbet. Manchester Citys Yaya Touré er også nomineret, og det samme er Adam Lallana fra Southampton.
Sturridge og Hazard er samtidig blandt de nominerede til årets unge spiller.
Det er medlemmerne af PFA, altså de professionelle fodboldspillere i England, der ved afstemning finder vinderen.
Den daværende Tottenham-spiller Gareth Bale modtog prisen som årets spiller efter sidste sæson.
PFA-prisen blev uddelt første gang i 1974, hvor Leeds-stopperen Norman Hunter løb med æren.
Året efter gik hædersbevisningen til den nuværende træner i Randers FC, Colin Todd, der i den sæson var med til at gøre Derby til engelsk mester.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde