Tre spillere er smittet med corona efter landsholdstur
Lasse Møller, her i kamp under sin tid i GOG, slås med både en knæskade og coronavirus for tiden. (Arkivfoto) Foto: Rene Schütze/Ritzau Scanpix
Rene Schütze/Ritzau Scanpix
Flensburg-spilleren Lasse Møller og Füchse Berlins Jacob Holm er som Hans Lindberg smittet med coronavirus.
Den netop overståede landsholdssamling i forbindelse med håndboldherrernes to EM-kvalifikationskampe mod Nordmakedonien kunne næppe været gået værre for backen Lasse Møller.
Allerede inden den første af de to kampe måtte han rejse hjem til klubben Flensburg-Handewitt med en slem knæskade. Nu viser det sig, at han også er smittet med coronavirus.
Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF), efter at man tirsdag meddelte, at Hans Lindberg var testet positiv efter landsholdssamlingen.
- Lasse Møller er i dag ligeledes testet positiv for covid-19. Lasse blev testet torsdag, inden han forlod landsholdslejren, hvor han efterfølgende testede negativ, skriver DHF på Twitter.
Han forlod landsholdslejren med en knæskade og en negativ coronatest, men efter hjemkomsten til Flensburg har han altså afleveret en positiv test.
Af Füchse Berlins hjemmeside fremgår det, at også bagspilleren Jacob Holm er testet positiv efter at være returneret til sin tyske klub efter turen med det danske landshold.
Sportschef i DHF Morten Henriksen siger til B.T., at forbundet har fulgt coronavejledningerne.
- Men man kan jo aldrig være 100 procent sikker. Der er en indikation på, at det (smitten, red.) er sket i landsholdslejren, siger han til avisen.
Morten Henriksen pointerer dog, at det på grund af coronavirussets inkubationstid er svært at vide, præcis hvordan og hvornår smitten er opstået.
Landsholdet var samlet frem til søndag og spillede to kampe. Torsdag endte det i Nordmakedonien med et smalt nederlag.
Danmark tog dog revanche i hjemmekampen, som blev vundet med hele 37-21.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet