Tre VM-helte nægtet at komme til Rusland

Håndboldlandstræner Ulrik Wilbek blev tirsdag mødt af alvorlige problemer, da han og herrelandsholdet skulle flyve til Rusland, hvor man onsdag spiller EM-kvalifikationskamp.

VM-sølvvinderne Lasse Svan Hansen, Anders Eggert og Søren Rasmussen blev nægtet adgang til flyet på grund af problemer med deres visum. Det skriver sporten.tv2.dk.

Holdet skulle med et fly klokken 10.20, og ifølge hjemmesiden kunne de tre spillere blot kigge på, at kammeraterne tog af sted. Nu går man i gang med at arbejde på at få de tre spillere til Rusland med et senere fly.

Det er ikke det første visumproblem, danskerne er løbet ind i. Wilbek fik således ikke lov at udtage Jakob Green som reserve for Rasmus Lauge, da russerne ikke mente, at man kunne nå at lave et visum til spilleren.

Årsagen var da, at det i dag er kvindernes internationale kampdag, hvilket er helligdag i Rusland.

Danmark møder Rusland klokken 17.00 onsdag.

/ritzau/

Lasse Svan Hansen, Anders Eggert og Søren Rasmussen blev nægtet at rejse med landsholdet til Rusland.

Offentliggjort Sidst opdateret