Tredje nederlag sender Astralis ud af majorturnering
Astralis er ude af majorturneringen i Belgien. (Arkivfoto). Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Astralis tabte for tredje gang i gruppespillet i Antwerpen og er dermed ude af kampen om majorhæder.
Mens Heroic og Copenhagen Flames er med i anden fase af majorturneringen i belgiske Antwerpen, må Astralis se resten af kampene fra sofaen.
Torsdag eftermiddag tabte det danske Counter Strike-hold 0-2 til Team Liquid og er dermed færdig i turneringen.
Sejre over IHC og MIBR samt nederlag til Vitaly og Spirit betød, at det var knald eller fald for Astralis i den femte kamp i gruppespillet.
Men første map gik til Liquid, der tidligt i duellen sikrede sig et stort forspring over det danske hold.
Jævnbyrdigheden var større på andet map, før Liquid mod slutningen trak fra og skød danskerne ud af turneringen.
Astralis, der er nummer ni i verden, var tidligere et af de absolut bedste hold inden for det populære computerspil.
Men holdet har gennemgået en større makeover den seneste tid, hvor både spillere og en ny træner er kommet til.
Martin "trace" Heldt, der i januar kom til som træner for Astralis Talent, blev tidligere i maj udpeget som permanent cheftræner.
Han skulle i første omgang kun have vikarieret for Alexander "ave" Holdt frem til og under årets majorturnering, hvor sidstnævnte er i karantæne.
Finalen i majorturneringen spilles 22. maj. En samlet præmiesum på en million dollar - cirka syv millioner kroner - er på højkant.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker