Trezeguet skifter klub i Argentina

Foto: Alejandro Pagni /Scanpix

David Trezeguet var ret skuffet, da han i sidste måned fik besked om, at man ikke ville bruge ham i River Plate. Nu skifter franskmanden til Argentinas mesterhold Newell's Old Boys på en låneaftale.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Dette er en helt speciel dag for mig. For en måned siden sagde River Plate til mig, at klubben ikke ville bruge mig.

- Så det er specielt for mig at skrive under med mesterholdet. Et hold, som har en træner, der nok snart skal træne verdens bedste hold, siger David Trezeguet ifølge AFP.

Han hentyder til træner Gerardo Martino, som ifølge spanske medierapporter skulle være på vej til FC Barcelona som afløser for Tito Vilanova.

Den tidligere franske landsholdsspiller er vokset op i Buenos Aires, og han har været fan af River Plate siden den tid.

Efter en knæskade tidligere på året havde han arbejdet hårdt for at blive klar til sæsonstarten i august, da han fik besked om, at træneren ikke vil bruge ham.

Nu får han så en ny chance hos Newell's, hvor han afløser topscorer Ignacio Scocco, som er skiftet til Internacional i Brasilien.

/ritzau/