Triumfen blev fejret med en dansk fuser

Det blev aldrig nogen ishockeyfest, da ishockeylandsholdet skulle fejre sin kvartfinaleplads mod Hviderusland i den sidste mellemrundekamp ved VM.

Danmark spillede for en andenplads i gruppen og en formodet lettere modstander i kvartfinalen, men leverede sin hidtil slappeste kamp ved VM og tabte 1-2.

Det var ikke på forhånd til at forudse, hvordan de to hold ville gribe kampen an. Hviderusserne gik ind til dysten med en overtidssejr mod Tyskland i benene og bevidstheden om, at det under alle omstændigheder ville blive deres sidste kamp i turneringen.

Danskerne havde derimod kort forinden fået en lille gave af Finland, der ved at besejre Slovakiet sørgede for, at Danmark allerede var sikker på en kvartfinaleplads.

Meget tydede fra begyndelsen på, at Danmark var bedst motiveret til at lave et godt resultat. Allerede efter 38 sekunder havde Lars Eller slået pucken i nettet, og man lurede på, om holdet kunne gentage chokstarten mod Slovakiet med tre mål indenfor de første fem minutter.

Men det blev ved den ene scoring i en meget jævnbyrdig første halvleg. Og i anden periode demonstrerede hviderusserne da også, at de ikke havde tænkt sig at forlade turneringen uden kamp.

I den triste og næsten mennesketomme arena havde de klart teten og flere gode chancer for at udligne. En af dem udnyttede Andrei Stas, da han var først over en returpuck, og så stod der 1-1.

Danskerne så ud til at mangle den ekstra gnist og vilje, der tidligere i turneringen havde båret dem til sejre over stærkere modstandere.

Unøjagtige pasninger, unødvendige udvisninger og manglende fart i skøjterne gjorde det svært at matche de bravt fightende og langt rappere hviderussere, der fortjente sejren.

Den kom dog først i hus to minutter før tid i forbindelse med endnu en dansk udvisning. Danmark havde chancen for at udligne i en fem-mod-tre-situation kort før tid, men formåede meget symptomatisk ikke at udnytte den.

Nederlaget betyder, at Danmark ligger nummer tre i sin mellemrundegruppe. Men holdet kan blive overhalet og sent ned på fjerdepladsen, hvis Tyskland slår Slovakiet tirsdag.

/ritzau/

Danmark spillede sin dårligste kamp ved ishockey-VM, da holdet tabte 1-2 til Hviderusland. Kvartfinalepladsen var dog sikker inden kampen.

Offentliggjort Sidst opdateret