Trodsig AaB-træner: Vi skal have et resultat i Belgien
AaB har højst et par procents chance for at gå videre i Europa League, siger Kent Nielsen.
AaB's træner Kent Nielsen har tænkt sig at jagte den sidste, mikroskopiske mulighed for avancement, når nordjyderne i næste uge spiller Europa League-returkamp mod Club Brugge i Belgien.
Det ser temmelig sort ud efter nederlaget på 1-3 i Aalborg torsdag aften, men AaB kommer ikke til Belgien for at spare spillere eller kræfter, fastslår mestertræneren.
- En nøgtern vurdering efter slutresultatet giver vel 98-99 procents chance for, at tingene er afgjort. Men vi er stadig fokuserede på, at vi skal spille en fodboldkamp, som vi skal forsøge at få et resultat i.
- Det er stadig stort for os som klub at være med. Så må vi se, om der åbner sig nogle muligheder for os undervejs, siger Kent Nielsen.
Efter tre hjemmesejre i gruppespillet lykkedes det torsdag aften altså ikke for de danske mestre at fortsætte stimen mod det stærke gæstehold, der var en klasse bedre i det meste af kampen.
To belgiske mål i løbet af fire minutter midtvejs i første halvleg afgjorde reelt kampen, inden Kenneth Emil Petersen scorede et uheldigt selvmål efter pausen.
- De første 20 minutter bølgede det meget frem og tilbage, og begge hold havde deres muligheder.
- Når man er oppe imod nogen, der er bedre end én selv, skaber man resultaterne ved at score på halve og trekvarte chancer. Det gjorde vi ikke, siger Kent Nielsen.
Han er utilfreds med Club Brugges første scoring, som Obbi Oularé headede ind fra tæt hold.
- Der kom et indlæg, hvor vi var fire mod én i feltet, og det er vi ikke tilfredse med. Til gengæld må vi holde hænderne op og sige, at det var et klassemål, de lavede til 2-0, og i resten af første halvleg havde vi det svært.
- Vi forsøgte at komme ind i det i starten af anden halvleg, men vi lavede et meget uheldigt selvmål. Det var det bedste hold, der vandt, siger Kent Nielsen.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie