Trodsig Mourinho afviser at trække sig efter ny fiasko
Real Madrids træner, Jose Mourinho, får nok svært ved at komme i julehumør, efter at hans klub søndag løb ind i endnu et nederlag.
Men den kontroversielle portugiser frygter tilsyneladende ikke at være arbejdsløs, når sæsonen genoptages efter nytår.
- Jeg er ikke bekymret for mit job. Og jeg har ingen overvejelser om at træde tilbage, siger han efter kampen mod Malaga, der vandt 3-2 hjemme på La Rosaleda.
Det største drama fandt sted, inden spillerne kom på banen. Mourinho havde valgt at droppe anfører Iker Casillas, som i omkring 10 år har været det suveræne førstevalg i målet. I stedet stod Antonio Adan mellem stængerne.
José Mourinhos træk kommer efter den seneste tids uro i Real Madrid, hvor han og Casillas har været på kant via medierne.
Og Mourinho havde knapt nok nået at slå rumpen i sædet på den efterfølgende pressekonference, før han blev konfronteret med den kontroversielle beslutning.
- I øjeblikket er Adan bedre end Iker. Og indsatsen af den målmand, som spillede, havde ingen indflydelse på kampens udfald. I (medierne, red.) kan spekulere, som det passer jer, men der er tale om en fuldstændig teknisk disposition, siger Mourinho.
Allerede for en uge sagde Mourinho, efter at Real Madrid igen havde sat point til ved at spille uafgjort på hjemmebane mod Espanol, at det stort set var umuligt at genvinde mesterskabet.
Efter aftenens nederlag har FC Barcelona en føring på 16 point. Og nu kaster Mourinho håndklædet i ringen en gang for alle.
- Vi er så langt bagefter, at vi ikke kan komme tilbage. Vi bliver nødt til at erkende, at vi ikke spiller godt denne sæson. Var har haft problemer på flere områder. Forsvaret er et af dem, siger han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet