Troels Bech erstatter Lars Olsen som træner for Esbjerg
Troels Bech var også træner for Esbjerg fra 2006 til 2008. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Esbjerg har ansat Troels Bech som cheftræner for resten af sæsonen. Han har tidligere været træner i klubben.
Superligaklubben Esbjerg har valgt Troels Bech som cheftræneren, der skal sikre overlevelse i landets bedste fodboldrække.
Det bekræfter klubben onsdag formiddag i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.
Troels Bech afløser dermed Lars Olsen, der tirsdag trak sig fra stillingen, fordi spillertruppen havde mistet tilliden til ham.
Den nye træner står i spidsen for vestjydernes træning onsdag formiddag. I første omgang har han fået kontrakt for resten af sæsonen.
53-årige Bech kender klubben indefra. Han var cheftræner for klubben fra 2006 til 2008 og stod i spidsen i 93 kampe, før han blev fyret.
- Det er dejligt at være tilbage i Esbjerg, som er en rigtig dejlig fodboldby, siger cheftræneren til klubbens hjemmeside.
- EfB er en stor klub, som hører til i Superligaen, og det er nu mit og klubbens helt store fokus at give alt for, at vi også kan tilbyde fodbold på første række efter denne sæson. Det bliver ikke nemt, men jeg tror på, at vi i fællesskab kan klare det.
Trænerkarrieren har også budt på ophold i klubber som OB og Silkeborg.
I 2015 blev han sportsdirektør i Brøndby. Han forlod stillingen ved udgangen af 2018. Siden har han blandt andet været på jordomrejse med familien og lavet en podcast om fodbold.
Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er tilfreds med, at det er lykkedes at få Troels Bech ind til sæsonslutspurten.
- Vi er glade for at have lavet en aftale med Troels Bech, som kommer til EfB med stor erfaring og sult for at blive en del af holdet og gøre en positiv forskel resten af sæsonen. Han kender klubben og dansk fodbold indgående, så vi er i trygge hænder i forhold til de udfordringer, vi står overfor, fortæller han.
Esbjerg er på en svær opgave, når holdet allerede fredag tager hul på Superligaens nedrykningsspil.
Vestjyderne starter puljespillet på fjerdepladsen og har fem point op til Hobro på tredjepladsen før de seks gruppekampe.
Holdene, der slutter på fjerdepladsen i de to nedrykningspuljer, rykker direkte ned i 1. division. De to treere mødes i to dueller om overlevelse i Superligaen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned