Troels Bech sætter Lekic af holdet mod FCK

Silkeborgs angrebsprofil Rajko Lekic er droppet til udekampen mod FC København i Parken. Cheftræner Troels Bech mener ikke, at Lekic er i god nok form efter en længere periode med småskader.

- Jeg ville sindssygt gerne spille med, en kamp mod FCK i Parken er altid noget specielt, og jeg føler egentlig selv, at jeg godt kunne spille.

- Desværre er Troels ikke helt enig, og så må jeg bare sørge for at være helt klar til næste Superliga-kamp mod OB og måske pokalkampen på onsdag mod B93, siger Rajko Lekic til Silkeborgs hjemmeside.

Efterårets store skuffelse, Silkeborg, er placeret på sidstepladsen i Superligaen og har endnu ikke vundet en kamp i syv forsøg. Det skal der laves om på hurtigst muligt, mener Troels Bech.

- Vi er i krise i Silkeborg, ingen tvivl om det. Når man kun har hentet tre point i syv kampe, så er der et eller andet galt, også selvom man kan tale om nuancer i form af uheld og skader osv. Så vores mål lige nu er at komme over stregen, og hvis vi så vinder tre kampe i træk, kan det jo være, at man skal revurdere den målsætning, siger Troels Bech til FCK's hjemmeside.

Silkeborg, som har spillet tre uafgjorte kampe, har fire point op til Esbjerg, Horsens og FC Nordsjælland, der er de nærmeste hold over nedrykningsstregen.

AaB, som er ligaens andet hold under stregen, har hentet seks point.

/ritzau/

Selv om Silkeborgs angriber Rajko Lekic føler sig klar til lørdagens udekamp mod FC København, så har cheftræner Troels Bech valgt at se bort fra ham.

Offentliggjort Sidst opdateret