Billedet er set før. Et dansk kvindelandshold i håndbold begynder et mesterskab med at spille som lyn og torden for siden at gå helt ned og slutte skidt af.
Sådan endte det også ved EM på hjemmebane i år, hvor Danmark sluttede af med tre nederlag i de tre sidste kampe.
- Vi laver samme nummer gang på gang. Der mangler lidt mere, når vi når videre i en turnering. Der skal vi være ekstra skarpe, og det er vi ikke lige nu. Det skal vi arbejde med, siger Trine Troelsen.
Hun gjorde ligesom flere af holdkammeraterne ingen forskel i angrebet i bronzekampen, hvor alt for mange afslutninger endte i hænderne på den rumænske målmand.
- Vi havde snakket om, at vi skulle skyde nede i målet, og alligevel skød vi i toppen. Det er jo ikke godt nok, selv om det kunne have været rigtigt flot at slutte af med en bronzemedalje, siger Troelsen.
Hun giver dog ikke meget for landstrænerens kritik af holdets mentale parathed og manglende evne til at håndtere pressede situationer.
- Det er nemt at sige, at vi mangler rutine, men vi er et ungt hold, og så er det klart, at det nogle gange ender sådan. Det kommer ikke bare lige af sig selv, men forhåbentlig lærer vi lidt hen ad vejen, siger bagspilleren.
Hun håber, at holdets ældste spillere - Rikke Skov, Karin Mortensen og Mette Melgaard - fortsætter på landsholdet.
- De giver så meget, og vi har et godt miks af unge og rutinerede. Vi har rigtigt meget brug for dem, siger Troelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde