True søger luftforandring og skubber drengedrømmen i baggrunden
Alexander True tilbragte denne sæson hos Charlotte Checkers i NHL's udviklingsliga, AHL. (Arkivfoto). Foto: Jonathan Tenca/Ritzau Scanpix
Efter mere end to år uden NHL-kampe vender Alexander True Nordamerika ryggen og tager til Sverige. I baghovedet rumsterer håbet om en NHL-karriere dog stadig.
27 NHL-kampe står der på Alexander Trues cv, men tallet har ikke ændret sig i mere end to år, og spørgsmålet er, om den lange dansker har taget sine sidste skøjtetag i den lukrative ishockeyliga.
Fysisk rykker drengedrømmen i hvert fald markant længere væk, når han efter sommerferien flytter til Sverige og dermed forlader Nordamerika, hvor han har boet og spillet ishockey, siden han var en stor teenager.
- Jeg har ikke slået NHL ud af hovedet. Men det kommer nok ikke til at fylde så meget i mine tanker, som det har gjort indtil nu. Jeg kommer til at fokusere på nogle andre ting. Det vægter ikke længere så tungt, som det gjorde, da jeg var yngre, siger Alexander True.
At han overhovedet er kommet ind i den eksklusive klub af danske NHL-spillere, kan tilskrives hårdt arbejde, stædighed og tro på egne evner.
Da Trues årgang, 1997, skulle draftes, var der ingen NHL-hold, der pegede på ham. Han opgav dog ikke håbet, og efter at have været med til at vinde en af de canadiske juniorligaer i 2017 blev han inviteret med på træningslejr af San Jose Sharks.
Annonce
Det førte i første omgang til en sæson hos organisationens udviklingshold i AHL, inden han skrev sin første NHL-kontrakt med Sharks. 4. februar 2020 blev han den 13. dansker i verdens stærkeste liga.
Noget egentligt gennembrud fik han dog aldrig, og efter 19 kampe på to år blev han sendt videre til Seattle Kraken og fik yderligere otte. Den seneste - og måske sidste - i januar 2022.
Ved VM i Tjekkiet er Alexander True en vigtig del af det danske landshold. Her i aktion mod Canadas stortalent Connor Bedard i søndags. (Arkivfoto). Foto: Gabriel Kuchta/Reuters
For efter at have knoklet sig op ad det ene karrieretrin efter det andet var det, som om True ramte loftet. Opturen stoppede. Han hang fast i AHL, hvor de færreste har lyst til at være ret længe.
AHL er en underlig spagat, hvor spillerne skal forsøge at få et kollektiv op at stå, samtidig med at de alle forsøger at gøre sig interessante for NHL-holdet på bekostning af deres holdkammerater.
- Der er meget konkurrence internt mellem spillerne, selv om jeg faktisk synes, at der har været en meget god kultur på de AHL-hold, jeg har været på.
- Men der er rigtig meget udskiftning. Det er ligesom et andethold. Folk kommer og går hele tiden. Så snart der er skader i NHL, ryger der jo spillere op, siger Alexander True.
Sidste sommer skrev han kontrakt med Florida Panthers i et forsøg på at puste nyt liv i den nordamerikanske karriere. Men han kom aldrig i nærheden af NHL-holdet.
- Jeg havde ikke den bedste sæson i AHL og lavede ikke så mange point, som jeg plejer. Det fik mig til at tænke, at det var tid til at prøve noget nyt, forklarer han efter en træning i den danske VM-lejr i Prag.
Det nye ligger ved Den Botniske Bugt i Örnsköldsvik, hvor den traditionsrige svenske klub MoDo holder til.
Her bliver True for første gang i årevis en vigtig figur på et førstehold. Endda i en af Europas stærkeste ligaer. At forlade Nordamerika var en stor beslutning, men faktisk ikke så svær.
Annonce
- Jeg har været derovre i mange år, og hele målet ved at være der er jo at slå igennem i NHL. Jeg føler, at jeg har givet det et godt forsøg nu, siger Alexander True.
Var det så det? Spillede han sin sidste NHL-kamp som 24-årig? Er drømmen om en karriere i det store, nordamerikanske ishockeymekka nu slukket?
- Nej, det er den ikke. Det kan jo være, at jeg kommer tilbage. Jeg er stadig kun 26 år. Der er mange spillere, der går fra Sverige og direkte i NHL. En god sæson i Sverige, så kan man være tilbage. Man ved aldrig, hvad der sker.
- Jeg er superglad for de NHL-kampe, jeg har fået. Men jeg vil selvfølgelig gerne have mange flere, fastslår Alexander True.
/ritzau/
Kommer fra stor ishockeyfamilie
Ishockey løber i blodet i Alexander Trues familie med flere generationer af topspillere.
* Hans far, Søren True, blev draftet af New York Rangers i 1986, men nåede ikke NHL. Han spillede 119 landskampe for Danmark og var med ved A-VM i 2003. Alexander Trues onkel Mads True var også mangeårig landsholdsspiller. En anden onkel, Mikkel True, var ligaspiller i Odense.
* Hans yngre bror, Oliver True, er flittig målscorer for Herlev Eagles i Metal Ligaen og har foreløbig opnået fire landskampe.
* Hans faster, Tina Ehlers, er gift med tidligere topspiller og landstræner Heinz Ehlers. Deres sønner, ishockeyspillerne Nikolaj og Sebastian Ehlers, er således Alexander Trues fætre.
Seneste artikler
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Skriv til os: Hvordan klarer du dig i varmen?
Flere patruljer rykkede ud: 51-årig anholdt for grov vold
Travl aften ved grænsen: Mand anholdt og kanonslag beslaglagt
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by