TSØ sælger ikke billetter til pokalbrag
Kasper Olsen og resten af Team Sydhavsøernes-holdet kommer på en interessant opgave fredag aften mod Skanderborg. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Kun adgang for partnere og sæsonkortindehavere til kamp.
MARIBO Der bliver langt fra fuldt hus i Maribo-Hallerne, når Team Sydhavsøerne fredag aften forsøger at spille sig i kvartfinalen i Santander Cuppen mod Skanderborg.
Grundet covid-19 må Team Sydhavsøerne maksimalt lukke 500 ind til pokalbraget i Maribo-Hallerne. Og det er inklusive spillere, trænere, ledere og dommere.
Team Sydhavsøernes direktør, Anders Henriksen, skønner, at man lukker 450 tilskuere ind til kampen.
- Og vi har valgt at prioritere således, at partnere og indehavere af sæsonkort får fortrinsret. Der bliver dermed IKKE noget salg af billetter til håndboldkampen, understreger Anders Henriksen.
Sæsonkortindehavere og partnere skal tilmelde sig kampen inden onsdag middag. Og Team Sydhavsøerne skal have navn og telefonnummer på alle.
- Vi har sendt mails ud til sæsonkortindehaverne og vore partnere. Men sæsonkortindehavnerne skal indstille sig på, at de ikke får deres faste plads, og partnerne kan ikke tilmelde flere VIP-pladser end aftalt i partneraftalen, nævner Anders Henriksen, som tilføjer, at Team Sydhavsøerne forbeholder sig ret til at afvise partnertilmeldinger, hvis eller når tilskuerkapaciteten rammes.
Der bliver ligeledes heller intet arrangement med spisning før kampen for klubbens partnere.
Pokalopgøret mod Skanderborg er Team Sydhavsøernes anden efter den lange covid-19-pause.
I Santander Cuppens sjette og sidste lokalrunde vandt Team Sydhavsøerne for to uger siden 31-21 på udebane mod 2. divisionsholdet IF Stadion.
Fredag venter en modstander af en helt anden kaliber. Skanderborgs ligahold tilhører på de gode dage toppen af dansk herrehåndbold.
Men Team Sydhavsøerne har med den ny træner Ian Marko Fog i spidsen fået sammensat et stærkt mandskab, som i testkampene har vist opadgående formkurve.
Kampen begynder klokken 20:00.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned