TTH Hostebro tager pokalbronze efter fornemt comeback
TTH Holstebro vandt med 28-24 over København Håndbold ved Final 4-stævnet og sikrede sig pokalbronze. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
TTH var bagud med fem mål i første halvleg, men fik vendt kampen mod København Håndbold og tog pokalbronze.
Det så svært ud for TTH Holstebro, da holdet søndag eftermiddag stod over for København Håndbold i kampen om bronzemedaljer ved Final 4-stævnet i kvindernes pokalturnering.
Ligaens nummer 11 havde blot scoret to mål efter 15 minutter og var flere gange i første halvleg bagud med fem mål.
Men de undertippede vestjyder fik vendt kampen i anden halvleg og tog en sikker sejr på 28-24 og kunne efterfølgende hænge bronzemedaljerne om halsen.
Fra kampens start så københavnerne ellers ud til at have rystet etmålsnederlaget efter forlænget spilletid til Odense Håndbold i semifinalen lørdag af sig.
Det tog dog godt to minutter, før København kom på måltavlen og udlignede til 1-1 og yderligere fire minutter, før næste bold blev sat i kassen til en 2-1-føring.
Derfra udbyggede hovedstadsklubben langsomt føringen og var foran med fem mål 12-7 med fem minutter til pause.
Men nogle dumme København-fejl gav TTH flere forsinkede julegaver, som vestjyderne udnyttede i kontraspillet, og derfor var der kun et mål til forskel på de to hold, da pausesignalet lød i Gråkjær Arena i Holstebro.
TTH kunne gå i omklædningsrummet bagud med 12-13, og det skyldtes ikke mindst målmand Ditte Vind, der fortsatte det fornemme spil fra semifinalen, hvor hun stod med en redningsprocent på 47.
I anden halvleg fortsatte vestjyderne og især Ditte Vind det gode spil, mens København havde svært ved at finde målet. Det resulterede i, at TTH hurtigt bragte sig i front med 15-13 og 18-15.
Modsat semifinalen, hvor TTH kun scorede 18 mål i nederlaget til Herning-Ikast Håndbold og seks mål i første halvleg, fik vestjyderne i bronzekampens anden halvleg for alvor gang i angrebsspillet.
Med den ene flotte aktion efter den anden udbyggede TTH føringen, og sejren kom aldrig for alvor i fare som uret nærmede sig de 60 minutter.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned