Turneringens spiller: Vi giver alt vi har

På det danske kvindelandshold i håndbold har særligt én spiller imponeret under weekendens Golden League-turnering, som det unge danske hold vandt efter tre sejre ud af lige så mange mulige.

Offentliggjort Sidst opdateret

Playmaker Kristina Kristiansen, der i søndagens 35-29-sejr over Rusland scorede seks mål, blev efterfølgende kåret til turneringens mest værdifulde spiller.

- Det var dejligt. Jeg føler aldrig selv, jeg er den bedste, men det var da spændende at prøve, for det har jeg aldrig prøvet før, siger Kristina Kristiansen, der på landsholdet går under kælenavnet "Mulle".

Danskerne var undervejs i søndagens kamp i perioder langt foran mod et svagt russisk hold, men var lige ved at lukke russerne tilbage ind i kampen.

- Da vi var foran med tre efter at have været foran med otte, så tænkte man lige "skal vi nu smide det væk", men så stepper vi lige op igen og spiller det spil, vi gjorde i starten, siger Kristina Kristiansen.

Hun havde inden Golden League spillet 60 A-landskampe, men var ikke inde omkring den trup, som deltog i sommerens skuffende OL.

Selv har Kristina Kristiansen en simpel forklaring på sin egen succes.

- Jeg får lov at være med både i forsvar og i angreb, så jeg kan være med i kontrafasen. Det gør kæmpemeget, at man er med i begge ender, fortæller playmakeren, der i turneringen scorede flere mål efter hurtige opløb.

Og "Mulle" har stor tiltro til det foryngede landsholds fremtid.

- Selvom vi er et nyt hold, så har vi vist, at vi kan, og vi vil det så meget. Folk vil give alt for at være med, og det har vi bevist alle sammen, siger hun.

Danmark er med, når der er EM i kvindehåndbold til december.

/ritzau/