Turpal udsat for olietrick: Jeg kunne ikke få fat
Bryderen Turpal Bisultanov i kamp mod Lasha Gobadze, der var glat på det meste af kroppen, indtil han blev aftørret med et håndklæde.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Turpal Bisultanov kæmpede sig i bronzefinalen mod glat georgier, der var smurt ind i fedtet substans.
Bryderen Turpal Bisultanov skal torsdag aften kæmpe bronzefinale ved OL i Paris.
Det står klart, efter at den 22-årige dansker besejrede georgieren Lasha Gobadze med 6-0.
Georgieren havde smurt sig ind i en fedtet substans, der betød, at Bisultanov havde svært ved at få fat om ham.
Der bliver normalt slået hårdt ned på den slags ufine metoder, men Lasha Gobadze fik lov til at fortsætte, efter at han var blevet aftørret med et håndklæde.
- Jeg kan måske godt forstå, at han prøver alt, fordi han vidste jo nok godt, hvad han gik ind til, siger Turpal Bisultanov med et smil.
Hans georgiske modstander forklarede den danske lejr, at smørelsen skyldtes albueproblemer, men det tror man ikke på. Man mener i stedet, at det var bevidst snyd.
- Det var over hele kroppen. Jeg kan forstå hvis han havde ondt et eller andet sted, men det var på bryst, arme, mave - overalt, siger Turpal Bisultanov.
- Det var lidt træls, at jeg fra første sekund er lidt bagud, fordi jeg ikke kunne få fat og gøre de ting, jeg ville.
- Men jeg havde to trænere, der støttede mig og bad mig om at holde fokus og knække ham, siger den danske bryder.
Turpal Bisultanov har været igennem et hektisk døgn. Onsdag tabte han sin første kamp til bulgarske Semen Novikov og var med en vis sandsynlighed på vej ud af OL-turneringen.
Bryderen var knust efter nederlaget, hvor han ikke kunne holde tårerne tilbage.
Danskeren kunne dog håbe på, at bulgareren nåede finalen, for så ville Bisultanov indtræde i en opsamlingsturnering om bronze. Og det var nøjagtig det, der skete.
Men på grund af en ny indvejning torsdag morgen, havde Turpal Bisultanov ikke fået noget at spise det meste af onsdagen. Samtidig var han i sveddragt for at tabe to kilo, da han maksimalt må veje 87 kilo.
- Efter min kamp valgte jeg ikke at spise og drikke, fordi vi håbede på, at min modstander gik i finalen. Jeg tror, at jeg fik en kop kaffe, men ellers har jeg ikke fået noget, før jeg skulle på vægten, siger danskeren.
Han manglede derfor energi, da han skulle i gang med torsdagens opvarmning.
- Mine ben er tunge i forvejen, og de bliver endnu tungere af at være i sveddragt. Jeg har en god fys, der er god til at holde mig i gang, og en træner, der vækker liv i mig. Han slår mig i ansigtet og på ryggen, så jeg er vågen oppe i hovedet, siger Turpal Bisultanov.
Forud for torsdagens bronzekamp mod ungarske David Losonczi, der er verdensmester, er der ingen indvejning. Derfor venter der et solidt måltid mad, før den vigtige kamp.
- Nu skal jeg bare være så tung som muligt til i aften. Jeg må spise og drikke, hvad jeg vil. Jeg må se, hvad der er på menuen inde i OL-byen, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kunne godt være blevet lidt længere her i Allinge
Her er revyens første numre: - Den lokale badboy kommer hjem
NFC i problemer: Skal redegøre for økonomisk rod
Rullepølsemad blev til kro-familie: På Femø kan alt lade sig gøre
Danske boligejere ser ind i stigende udgifter efter renteløft
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lastbil ramte bro i Maribo
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget