Tvis-kvinder storsejrer mod København
Topholdene FCM og Tvis sejrede planmæssigt over de lidt blødere hold i kvindernes håndboldliga søndag.
Topholdene havde ingen problemer med at besejre de lidt blødere hold i kvindernes håndboldliga søndag eftermiddag.
Hjemme i Gråkjær Arena satte kvinderne fra Team Tvis Holstebro sig fra første minut på gæsterne fra København Håndbold - hjemmeholdet endte således med at vinde med 11 mål, 35-24 efter 18-8 ved pausen.
Hjemmeholdet havde nået at score fire gange, inden københavnerne overhovedet kom på måltavlen.
Situationen ændrede sig ikke i anden halvleg, som hjemmeholdet vandt med et enkelt mål.
Københavns landsholdsspiller Anne Mette Hansen stod for ni af gæsternes scoringer, mens en anden landsholdsspiller Ann Grete Nørgaard scorede syv for Team Tvis Holstebro - det samme gjorde svenskeren Nathalie Hagman.
I Ikast vandt FC Midtjylland 27-21 over Odense efter 14-7 ved pausen.
Med syvendepladsen i Boxer Dameligaen er Odense trods alt ikke er så langt efter topholdene målt på styrke og talent, og de bød da også lidt mere modstand end København Håndbold gjorde mod Tvis.
Ført an af en skarp Line Jørgensen, som lavede otte mål, sørgede FCM for at udbygge sin føring til 10 mål kort efter pausen, og så blev kampen aldrig rigtigt spændende.
Landsholdsspiller Line Jørgensen blev kampens topscorer med otte mål. Hollænderen Nycke Groot var næstbedst for FCM. Hun scorede fire gange.
Hos fynboerne var det Nadia Offendal, som havde mest krudt i skudarmen. Hun nettede otte gange.
Med sejren tilbageerobrer FC Midtjylland andenpladsen i ligaen fra Viborg, som lørdag kun fik uafgjort ude mod Randers HK. FCM har 24 point for 16 kampe. Team Tvis Holstebro er på fjerdepladsen med 22 point for 16 kampe.
Team Esbjerg fører fortsat. Vestjyderne har en kamp i baghånden og har 26 point for 15 kampe.
Topholdet spiller først mandag, hvor det gælder en udekamp mod Nykøbing Falster Håndbold. Holdet fra Falster har kun erobret seks point i sine første 15 ligakampe.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned