Tvis og Esbjerg åbner sæsonen med tidlig topkamp
Esbjerg er blandt guldkandidaterne, vurderer Tvis-træner Niels Agesen, som selv har et slagkraftigt mandskab.
Det er på papiret første spillerundes mest interessante kamp, der spilles i Holstebro i aften, når Tvis Holstebros håndboldkvinder tager imod Team Esbjerg.
Begge hold har været med fremme i de sidste par sæsoner, og Tvis-træner Niels Agesen ser endda Team Esbjerg som en af favoritterne til guldet denne gang.
- Sammen med FCM har Esbjerg klart den bredeste trup blandt de bedste hold, og det kan sagtens komme til at blive afgørende rent medaljemæssigt - især når de i deres bredde har så mange gode spillere, som tilfældet er, siger Niels Agesen til Tvis' hjemmeside.
Selv har han måttet se profiler som Ida Alstad, Mette Gravholt og Sandra Toft forlade klubben, mens playmakeren Lærke Møller er kommet ind som forstærkning.
- Vi har ikke den store bredde, men vi ved til gengæld, at man ofte vinder, hvis man vil det mest - og det vil vi, fastslår Niels Agesen.
Hos aftenens modstander er man forberedt på en premierekamp, der kommer til at foregå i et opskruet tempo.
- Med Team Tvis som første modstander er der ikke mulighed for at spille sig ind. Der vil blive spillet lynhurtigt fra første minut, og vi skal være klar, siger Team Esbjergs træner Lars Frederiksen til klubbens hjemmeside.
Han har bemærket, at mange har et godt øje til hans mandskab i kampen om topplaceringerne.
- Flere medier vurderer, at vi skal have medaljer i denne sæson, og vi er helt bevidste om, at der ligger et pres på os fra både omverdenen og os selv.
- Vi har en flok spillere, der ikke har prøvet at være med helt fremme i kampen om de bedste placeringer, og derfor vil der komme udsving i præstationerne undervejs. Og så skal man huske, at det hele først afgøres i få kampe i april-maj 2015, siger Lars Frederiksen.
Kampen i Holstebro starter klokken 18.30.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker