Tvis-topscorer om første finaleplads: Kæmpe forløsning
Team Tvis Holstebro er efter en sejr mod GOG klar til håndboldherrernes DM-finale for første gang nogensinde.
For første gang i Team Tvis Holstebros historie er klubben i håndboldherrernes DM-finale. Tvis Holstebros Patrick Wiesmach leverede otte af holdets mål, og han glæder sig over sejren.
- Det føles sindssygt godt. Det er en kæmpe stor forløsning. Vi vidste godt, at vi havde spillet os til en rigtig god position efter sejren i Gudme i onsdags. Efter første halvleg stod vi sindssygt godt i forsvaret og scorede en masse nemme og billige mål.
- Det blev bare en forløsning til sidst, at vi endelig sluttede anden halvleg som sejrherrer og gik i finalen, siger højrefløjspilleren.
Den historiske finaleplads kom på plads efter en sejr på 30-25 over GOG i de to klubbers andet semifinaleopgør lørdag eftermiddag.
I holdenes første kamp tog Tvis Holstebro en kneben sejr på 28-27 i GOG Arena. Dermed vandt holdet fra Holstebro samlet med seks mål.
Tvis Holstebros store profil Patrick Wiesmach skifter efter sæsonen tilbage til Aalborg Håndbold, hvor han startede karrieren. Han har spillet seks år for Team Tvis Holstebro, og derfor betyder sejren også noget særligt for den 26-årige håndboldspiller.
- Efter seks fantastiske år er det vigtigt at slutte tiden af i Holstebro så godt som muligt. Nu ender vi i en finale, og her ved vi, at alt kan ske, siger Patrick Wiesmach.
Det blev til hele syv mål fra højrefløjspilleren i første halvleg, men han kunne ikke helt leve op til samme gode præstation i anden halvleg. Efter pausen blev det kun til et enkelt mål fra spilleren, der alligevel endte som holdets topscorer i kampen.
- I anden halvleg faldt jeg lidt ud og manglede lidt skarphed. Det var en kombination af træthed og måske også af det pres, som kom i anden halvleg, når man førte så stort og gerne bare ville have sejren kørt hjem, siger Patrick Wiesmach.
Tvis Holstebro møder enten Bjerringbro-Silkeborg eller KIF Kolding København i finalen. De to hold spiller deres anden semifinale søndag i Kolding.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet