Tynd luft får landsholdet til at gispe

Det er ikke gået ubemærket hen over fodboldlandsholdet, at de for øjeblikket træner i 1500 meters højde. Mange spillere oplever, at de trækker vejret tungere og hurtigere efter en lang spurt eller løbeduel.

Per Krøldrup er en af dem, der har skullet bruge noget tid på at vænne sig til forholdene i træningslejren i Pretoria - og som stadig kæmper med den tynde luft.

- Jeg bliver meget lettere forpustet og lidt stakåndet. Det er tydeligt, at jeg savner overskud, siger Krøldrup til Ekstra Bladet efter fem dage i højderne.

Også Christian Poulsens lunger og hjerte har måttet arbejde hårdere under træningerne.

- Jeg kan sagtens mærke, at vi træner i højderne. Jeg ligger ti pulsslag højere, siger han til avisen.

Landstræner Morten Olsen har noteret sig, at nogle spillere har haft problemer. Det får ham til at konstatere, at beslutningen om at forberede sig i højderne har været en succes.

- Jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi så tæt på VM får spillet to kampe i de sydafrikanske højder. Det giver spillerne en pejling på, hvad der venter i de tre kampe, vi skal spille i højderne, siger Olsen til Ekstra Bladet.

Efter lørdagens træningskamp mod Sydafrika rejser truppen videre til sin base i Knysna, der ligger helt ude ved kysten, og hvor den gennemsnitlige højde over havet blot er seks meter.

/ritzau/

Landsholdsspillerne kan godt mærke, at de ligger i træningslejr i højden. Kræfterne er ikke de samme, når luften er tyndere end normalt.

Offentliggjort Sidst opdateret