Tyrkiets præsident bakker sin favoritklub op under drama
Efter en længere diskussion med dommeren forlod både Istanbul Basaksehir og PSG banen tirsdag. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Franck Fife/Ritzau Scanpix
Afbrudt Champions League-opgør mellem PSG og Istanbul Basaksehir udløste reaktion fra højeste sted i Tyrkiet.
Normalt er en Champions League-kamp ikke noget en statsleder blander sig i, men tirsdagens afbrudte opgør mellem Paris Saint-Germain og Istanbul Basaksehir fik Tyrkiets præsident Erdogan til tasterne.
Spillerne fra begge hold forlod banen efter en længere diskussion med kampens dommer.
Det skete, efter en episode hvor Istanbul-assistenttræner Pierre Webó, der kommer fra Cameroun, blev udvist på sidelinjen, og kampens fjerdedommer angiveligt ytrede racistiske bemærkninger.
- Vores assistenttræner Pierre Webó er blevet udvist med en racistisk bemærkning af kampens fjerdedommer, skrev Istanbul efterfølgende på Twitter og lagde et billede op med teksten "No To Racism" (Nej til racisme, red.).
Kort tid efter reagerede Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der er kendt for at have et tæt forhold til klubben fra Istanbul.
- Jeg fordømmer på det kraftigste de racistiske bemærkninger mod Pierre Webó, del af Basaksehirs tekniske stab, og er overbevist om, at Uefa vil træffe de nødvendige foranstaltninger, skriver Erdogan i et tweet.
Ifølge Uefas regelsæt for Champions League taber et hold kampen, hvis det nægter at spille og får desuden en bøde på 250.000 euro.
Men fodboldforbundet valgte undtagelsesvist at se bort fra den sanktion.
De resterende minutter af kampen skal spilles færdig onsdag med et nyt hold af dommere, meddelte Uefa. Forbundet lovede desuden, at hændelsen vil blive "grundigt" undersøgt.
Tirsdagens kamp blev styret af en kvartet fra Rumænien, og på tv kunne fjerdedommer Sebastian Coltescu i en ordveksling høres sige om Webó: "Den sorte derovre. Gå hen og identificer ham".
Derefter kunne Basaksehirs senegalesiske angriber Demba Ba høres beklage sig over for dommeren på engelsk.
- Når du nævner en hvid fyr, så siger du aldrig "denne hvide fyr". Du siger bare "denne fyr". Så når du nævner en sort fyr, siger du så "denne sorte fyr?", lød det fra Demba Ba.
Basaksehirs præsident, Göksel Gümüsdag, forlangte, at fjerdedommeren blev udskiftet, hvis hans spillere skulle genoptage kampen.
PSG retweetede senere Basaksehirs "No To Racism"-budskab og tilføjede, at "alle former for racisme er i strid" med den franske klubs værdier.
Udfaldet af onsdagens kamp er ligegyldigt for placeringerne i gruppen. PSG er allerede sikker på at gå videre sammen med RB Leipzig, mens den tyrkiske klub ender på sidstepladsen.
Danny Makkelie fra Holland skal styre de 76 minutter af kampen, som mangler at blive spillet, sammen med kolleger fra Holland og Polen.
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik