Tyrkisk fodboldstjerne får betinget dom for våben og vold
Arda Turan skiftede i sommeren 2015 fra Atlético Madrid til Barcelona, hvor han aldrig har fået sit gennembrud. Siden januar sidste år har han været på leje i klubben Basaksehir. Foto: Juan Medina/Reuters
Juan Medina/Reuters
Han risikerede mere end 12 års fængsel, men Arda Turan slap onsdag med en betinget dom.
Fodboldspilleren Arda Turan er kendt skyldig i en række forhold, men han slipper for en tur i spjældet.
Ifølge det britiske medie Sky Sports blev tyrkeren idømt to år og otte måneders betinget fængsel for at være i besiddelse af en pistol, for at affyre et skud og for vold. Han var også sigtet for seksuel chikane, men her blev han ikke fundet skyldig.
Sidste år var han impliceret i et slagsmål med den tyrkiske sangstjerne Berkay Sahin på en natklub i Istanbul, og her brækkede Turan sangerens næse.
Senere ankom Turan til et hospital med en pistol, og han affyrede et skud i jorden, hvilket skabte panik.
Anklageren havde krævet Turan fængslet i 12 og et halvt år for episoden.
32-årige Arda Turan er en stor fodboldstjerne i hjemlandet Tyrkiet, hvor han siden januar 2018 har spillet for Basaksehir.
Ifølge Basaksehir er Turan blevet straffet af klubben med en bøde på knap tre millioner danske kroner.
Turan spillede for spanske Atlético Madrid fra 2011 til 2015, hvorefter han skiftede til Barcelona, hvor han aldrig har fået sit gennembrud.
Formelt set er han stadig ejet af Barcelona, men hans kontrakt udløber til sommer, hvor lejeopholdet også er sat til at ophøre.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde