Frank Arnesen bliver ny sportschef i Bundesliga-klubben Hamburger Sport-Verein efter sommerferien. Det skriver Hamburger Morgenpost, og ifølge avisens oplysninger er engagementet tæt på at falde på plads.
Over for det tyske nyhedsbureau dpa slår klubbens formand fast, at han ikke har noget at sige om klubbens planer om en ny sportsdirektør.
- I tre uger har jeg holdt mig selv og bestyrelsen uden for offentligheden, og sådan bliver det ved med at være til, vi har noget at annoncere, siger Ernst-Otto Rieckhoff.
Bestyrelsen i Hamburger SV har været under pres i de seneste uger, efter at det kiksede at hente den tidligere tyske landsholdsstjerne Matthias Sammer til klubben som ny sportslig ansvarlig.
Parterne var langt fremme i forhandlingerne, inden de brød sammen.
I øjeblikket varetages jobbet som sportschef i HSV af den tidligere førsteholdsspiller Bastian Reinhardt. Han varmer dog kun sædet, indtil klubben finder et langt større navn.
Hamburger Morgenpost citerer ingen kilder i klubbens ledelse for nyheden om Frank Arnesen. Men den minder om, at HSV's ledelse besluttede at kigge sig omkring uden for Tysklands grænser, da det ikke lykkedes at hyre Matthias Sammer.
- Arnesen spiller i samme liga som Sammer. Mindst. Danskeren ville være en løsning, som alle klubber ville have det fremragende med, konkluderer avisen i den tyske hansestad.
54-årige Arnesen vil tirsdag være at finde i Parken i København i sin egenskab af bestyrelsesmedlem og sportsdirektør i Chelsea, som møder FC København i Champions League.
Den tidligere danske landsholdsspiller har efter sin aktive karriere tidligere arbejdet i PSV Eindhoven og Tottenham, hvorefter han landede i Chelsea.
Hamburger SV ligger i øjeblikket på ottendepladsen i Bundesligaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned