Tysk danskerklub giver TTH en lussing i EHF Cup
Med Niclas Kirkeløkke og Mads Mensah på holdet vandt Rhein-Neckar Löwen klart i Holstebro.
Håndboldspillerne i TTH Holstebro har fået en alt andet end optimal start på gruppespillet i EHF Cup.
Vestjyderne tabte lørdag aften i egen hal med 27-35 til Rhein-Neckar Löwen fra Tyskland og er dermed fortsat uden point efter to spillerunder.
Og der var intet at udsætte på resultatet i Gråkjær Arena, hvor den tyske danskerklub dominerede fra start og havde et komfortabelt forspring gennem det meste af kampen.
Med både Mads Mensah og Niclas Kirkeløkke i bagkæden havde det tyske hold ikke de store problemer med at spille sig gennem TTH-forsvaret.
Hjemmeholdet fulgte med til 3-3, men derfra tog Rhein-Neckar Löwen styringen og kunne gå til pause foran med 16-12.
Gæsterne slog takten an ved at lave de to første scoringer efter sidebyttet. Og da Mikael Appelgren stod stærkt i det tyske mål, var det svært at se, hvordan TTH skulle komme tilbage i kampen.
Rhein-Neckar Löwen er under ledelse af Sveriges landstræner Kristján Andrésson i gang med en halvlunken sæson i den hjemlige Bundesliga.
Men holdet rystede ikke på hånden i det vestjyske. Heller da TTH-træner Patrick Westerholm i anden halvleg dekreterede syv mod seks-spil.
Tværtimod udbyggede gæsterne blot føringen, der mod slutningen af kampen nåede op på ti mål.
TTH Holstebro sluttede fornuftigt af, men et par hurtige scoringer kunne ikke skjule, at opgaven var for stor.
Johan Meklenborg blev topscorer for TTH med otte mål. Mads Mensah leverede fem mål for tyskerne, mens Niclas Kirkeløkke bidrog med tre scoringer på lige så mange forsøg.
TTH indledte turneringen i sidste weekend med et knebent udebanenederlag til Cuenca fra Spanien og er altså fortsat uden point.
I de kommende uger venter to opgør mod puljens fjerde og sidste hold, Nimes fra Frankrig.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned