Tysk fodboldchef: Coronavirus truer tusindvis af job
Fritz Keller (til højre) er bekymret over det aftryk coronakrisen er i gang med at sætte på tysk fodbold (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Fodbolden i Tyskland forsørger omkring 250.000 mennesker. DFB-præsident er bekymret for deres job.
Omkring en kvart million mennesker er truet på deres arbejde i tysk fodbold på grund af coronavirus.
Det fortæller præsidenten for Det Tyske Fodboldforbund (DFB), Fritz Keller, onsdag på et pressemøde. For at hindre spredningen af coronavirus er al fodbold i øjeblikket suspenderet i Tyskland.
- På nuværende tidspunkt er der få løsninger. Den eneste vej frem er at komme igennem det sikkert sammen.
- Det er også en økonomisk krise for fodbolden, hvor omkring 250.000 mennesker har deres arbejde. Vi forsøger at beskytte deres job, siger Fritz Keller.
Selv om klubberne i Tysklands bedste fodboldrække på herresiden har øget omsætningen 15 år i træk, og i det seneste år omsatte for 30 milliarder kroner, så kan coronakrisen mærkes.
- Ud over de mindre klubber, så er der også bundesligaklubber, der er under pres nu, siger Keller.
DFB-præsidenten uddyber dog ikke, hvilke klubber der er tale om.
Alle kampe i tysk fodbold har været suspenderet fra 16. marts og foreløbig frem til 2. april, hvilket betyder, at klubberne går glip af mulige tilskuerindtægter.
Samtidig kan rettighedshaverne ikke vise tysk fodbold på deres tv-kanaler.
Allerede tirsdag udtrykte Den Internationale Spillerforening stor bekymring over den øjeblikkelige situation, der har ramt fodbolden over det meste af Europa.
- Hvis vi ikke handler hurtigt og får stabiliseret pengegennemstrømningen, så kan det ende med massefyringer af spillere og stabsfolk inden for få uger, sagde generalsekretær Jonas Baer-Hoffmann.
I Danmark har Divisionsforeningen onsdag annonceret, at Superligaen, 1. division og 2. division er suspenderet på ubestemt tid som følge af coronavirus.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker