Tysk landsholdsdirektør er optimist trods to VM-fiaskoer
Tysklands fodboldkvinder måtte nøjes med 1-1 i den afsluttende VM-gruppekamp mod Sydkorea og røg højst overraskende ud af VM-slutrunden efter gruppespillet. Foto: Sebastian Christoph Gollnow/Ritzau Scanpix
Rudi Völler tror på tysk landsholdssucces for begge køn i 2024 efter to tidlige VM-exit.
Exit efter gruppespillet ved herrernes VM i Qatar sidste år. Exit efter gruppespillet ved kvindernes igangværende VM i Australien og New Zealand.
De tyske fodboldlandshold plejer at gøre sig gældende og nå langt ved slutrunder, men på otte måneder har først mændene og siden kvinderne floppet ved en VM-slutrunde.
Det burde vække bekymring, men landsholdsdirektøren i Det Tyske Fodboldforbund (DFB), Rudi Völler, forholder sig optimistisk og spår et stort 2024 for tyskerne.
- Vores kvinder kommer til at kvalificere sig til næste års OL, og der kommer de til at gøre det godt, siger Rudi Völler ifølge og henviser også til, at OL traditionelt har været den mest prestigefyldte turnering i kvindefodbold.
Han medgiver dog, at det var både overraskende og skuffende, at de tyske kvinder kun formåede at blive nummer tre i sin VM-gruppe med Columbia, Marokko og Sydkorea.
Kvindelandstræner Martina Voss-Tecklenburg erkender også, at tyskerne underpræsterede ved VM-slutrunden.
I lighed med Rudi Völler ser hun optimistisk på fremtiden og afviser blankt at trække sig som landstræner efter VM-fiaskoen.
- Det lette i livet er at løbe væk, når tingene bliver svære, men jeg løber aldrig væk. Jeg har stadig en tro på, at jeg sammen med holdet kan tage de næste skridt fremad, siger Voss-Tecklenburg, som har været landstræner siden 2019 og har kontrakt til 2025.
På herresiden er landsholdsdirektør Rudi Völler også optimistisk forud for næste års EM-slutrunde på hjemmebane.
I kraft af værtskabet er Tyskland forhåndskvalificeret og har derfor kun spillet testkampe siden sidste års VM-blamage. I fem testkampe er det blot blevet til en sejr over Peru, mens tyskerne har tabt til Belgien, Polen og Colombia samt spillet uafgjort mod Ukraine.
De kampe er brugt til eksperimenter, og fremadrettet bliver tyskerne bedre, garanterer Rudi Völler.
- Der er stadig meget plads til forbedring, og landstræner Hansi Flick kommer nu til at eksperimentere mindre. Han har været i sin gode ret til at prøve forskellige spillere af, og nu skal han sætte et hold, som skal spilles sammen.
- Jeg er helt overbevist om, at vi kommer til at spille et godt EM på hjemmebane næste år, siger Rudi Völler.
På verdensranglisten ligger Tysklands fodboldkvinder nummer to, mens tyskernes herrelandshold ligger nummer 15.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde