Tysk målmandslegende får comeback som 49-årig
Henning Fritz vendte også i 2021 kortvarigt tilbage til håndboldbanen, da han hjalp til i Flensburg-Handewitt. (Arkivfoto). Foto: Axel Heimken/Ritzau Scanpix
Den tidligere verdensstjerne Henning Fritz vender tilbage på banen og skal efter nytår spille i Italien.
Selv om Henning Fritz' storhedstid på håndboldbanen efterhånden ligger to årtier tilbage, er den tidligere stjernemålmand åbenbart ikke færdig med at sprælle mellem stængerne.
Den 49-årige tysker får comeback på banen, når han i januar skal vikariere i målet for SSV Bozen i den bedste italienske række. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- Klubben har været på markedet og har sikret sig en af håndboldhistoriens bedste målmænd i Europa og hele verden, lyder det.
Bozen, der er det tyske navn for Bolzano, må i januar se bort fra sin sædvanlige stamkeeper, Christophoros Nungovitch, der er blevet udtaget til DR Congos landshold til de afrikanske mesterskaber.
Afløseren, Henning Fritz, kan fremvise en alenlang meritliste. I 2007 vandt han verdensmesterskabet med det tyske landshold. Han har også vundet EM-guld, VM-, EM- og OL-sølv og fem tyske mesterskaber.
I 2004 blev han kåret til verdens bedste håndboldspiller som den første målmand nogensinde.
Han afsluttede karrieren i 2012, men fik ni år senere overraskende et kortvarigt comeback i Bundesligaen, da Flensburg-Handewitt kom i bekneb på målmandsposten.
Nu er veteranen altså klar til at løbe på banen igen. SSV Bozen oplyser ikke, hvor længe aftalen med Henning Fritz løber.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker