Tysk sprinterkanon tager sin fjerde etape
Efter to etaper og en hviledag uden sejre var John Degenkolb (Argos-Shimano) tilbage i rampelyset med nyopladte batterier, da han iført den grønne pointtrøje spurtede sig til sin fjerde etapesejr ved årets Vuelta a Espana.
Spurten blev lang, og til sidst så Elia Viviani fra Liquigas ud til at passere den 23-årige tysker. Men Degenkolb afviste italieneren og triumferede i byen Sanxenxo ved den spanske vestkyst.
I toppen af klassementet skete der ingen ændringer, og dermed fører Joaquim Rodriguez (Katusha) stadig foran Christopher Froome (Sky) og Alberto Contador (Saxo Bank-Tinkoff Bank).
Som før set i Vuelta a Espana kørte lykkeriddere af sted allerede fra etapens start. To ryttere sad således i udbrud i godt 150 kilometer, inden det nådesløse felt langsomt opslugte dem og sluttede deres etape-drømme med 33 kilometer igen.
Herfra var feltet samlet og buldrede af sted i høj fart med flere hold kæmpende om pladserne i front.
Ikke alle sammen for at køre en sprinter i stilling, men lige så meget for at undgå at blive involveret i styrt eller blive hægtet af i sidevinden langs den spanske vestkyst.
Sidevinden var ikke så kraftig som frygtet, men alligevel var afslutningen vanskelig nok til, at danske Nicki Sørensen fra Saxo Bank-Tinkoff Bank blev hægtet og satte 42 sekunder til i den samlede stilling.
Den forsvarende mester i det spanske løb, Juan José Cobo, blev også hægtet af og satte 2.42 minutter til i klassementet.
Argos-Shimano lurepassede længe under løbets afslutning, men kom til sidst frem og kørte deres tyske sprinterkanon i stilling til sejren.
Onsdag kan der meget vel ske forskydninger i toppen af klassementet, når rytterne kører ud på en 39,4 kilometer lang enkeltstart. Her ventes både Froome og Contador nemlig at være hurtigere end løbets førende rytter, Joaquim Rodriguez.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub