Tyske aviser kobler FCK med matchfixing

FC København er under mistanke i den store europæiske matchfixing-sag, hvor omkring 200 fodboldkampe undersøges for snyd. Det skriver de tyske aviser Sport Bild og Der Spiegel ifølge B.T.

Sport Bild citerer den tyske advokat Burkhard Benecken, som er forsvarer for en af de anklagede i sagen, for at have set FCK's navn dukke op i sagsmaterialet.

- FC København bliver omtalt som et af de hold, der er under mistanke, siger advokaten.

Ifølge Sport Bild er FCK's Champions League-kvalifikationskampe mod Apoel FC fra Cypern tidligere på sæsonen blandt andet under mistanke, mens Der Spiegel også nævner københavnernes to kampe mod FK Mogren fra Montenegro i samme kvalifikationsturnering som nogle andre mistænkelige kampe.

Oplysninger ryster FCK's bestyrelsesformand, Flemming Østergaard.

- Hold da kæft. Det er fandeme vanvittigt, det har jeg overhovedet ikke hørt om. Der skal meget til for at chokere mig, men dette chokerer mig, siger han til B.T.

- Der er vel for helvede ingen, der forestiller sig, at vi skulle være involveret i dette. Hvad glæde skulle vi have af det? Hvis du tager kampene mod Apoel, så skulle vi sige farvel til 125 millioner kroner ved at tabe på Cypern. De må da være hjernedøde. Så skulle cyprioterne give os en check på minimum 125 millioner kroner eller hvad? Det er jo helt langt ude, mener Østergaard.

FCK's administrerende direktør, Dan Hammer, er også chokeret.

- Hvis du spørger mig, om jeg har betalt nogen som helst klubber, for at vi kunne vinde fodboldkampe, er svaret naturligvis et klokkeklart nej, siger Dan Hammer.

/ritzau/

To tyske aviser kaster ifølge B.T. FC København ind i den store europæiske matchfixing-sag, hvor omkring 200 fodboldkampe er under mistanke for snyd.

Offentliggjort Sidst opdateret