Tyske fans' fodboldfest overskygges af terrorfrygt
Foto: Leon Neal/ Scanpix /Scanpix
Leon Neal/ Scanpix /Scanpix
Tusinder af tyske fans af Bayern München og Borussia Dortmund er lørdag sammen med fodboldglade turister ved at stimle sammen på Strasse des 17. Juni bag Brandenburger Tor i Berlin.
Ligesom ved tidligere VM- og EM-slutrunder er den normalt trafikerede gade lørdag aften skueplads for en folkefest, når de to tyske tophold tørner sammen i Champions League-finalen på Wembley i London.
Men mens folk er begyndt at samles foran storskærmene, hersker der travlhed hos politiet og arrangørerne, som lørdag har holdt flere møder og aftalt at optrappe sikkerhedskontrollen ved indgangene til det afskærmede område.
En talskvinde for fodboldfesten i Berlin siger til Spiegel Online, at der vil blive tjekket flere tasker ved indgangene, og samtidig er flere sikkerhedsfolk sat på vagt.
Det tyske forbundskriminalpoliti, BKA, advarer nemlig ifølge flere medier om risikoen for et terrorattentat i forbindelse med de mange public viewing-arrangementer, der på finaleaftenen holdes i blandt andre Berlin, Dortmund og München.
Ifølge Spiegel Online har BKA's leder, Jörg Ziercke, advaret den tyske indenrigsminister og dennes kolleger i de 16 delstater om, at flere formodede islamister planlægger bombeanslag mod fanarrangementerne i de tyske storbyer.
Også den russiske efterretningstjeneste FSB skal have gjort de tyske myndigheder opmærksom på en mistænkelig person, der skal være på færde i Tyskland, og som BKA ifølge SWR Radio allerede har identificeret.
Indenrigsminister Hans-Peter Friedrich slår dog koldt vand i blodet. Uden direkte at kommentere Zierckes advarsel siger han, at der ikke er nogen konkrete tip om terrortrusler:
- Der er for øjeblikket intet, der tyder på terrorplaner eller terrormål i Tyskland.
- Ved storarrangementer som Champions League-finalen i London er vores sikkerhedsmyndigheder i tæt kontakt med deres europæiske partnere, siger han lørdag ifølge nyhedsbureauet dpa.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned