Tyske fans fortsætter provokationer mod fodboldens elite
Schalke-fans langede lørdag ud efter Hoffenheims klubejer, Dietmar Hopp, da de to klubber mødte hinanden i Bundesligaen. Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters
Thilo Schmuelgen/Reuters
Lørdagens eftermiddagskampe i Bundesligaen blev afviklet uden afbrydelser, men med flere protestbannere.
Fanprotesterne mod magteliten i tysk fodbold fortsatte lørdag i Bundesligaen.
Den seneste uge har der været stor fokus på Hoffenheims stenrige klubejer, Dietmar Hopp, der gennem længere tid er blevet kaldt "Hurensohn" - på dansk ludersøn - af modstanderholdenes fans.
I sidste weekend blev Hoffenheims hjemmekamp mod Bayern München afbrudt to gange, da dommeren ikke ville finde sig i protesterne.
Så galt gik det ikke, da Hoffenheim med danske Robert Skov lørdag gæstede Schalke 04 i en kamp, der endte 1-1.
Skov og co. blev i stedet mødt med to store bannere, hvor Schalke-fans klart tilkendegav deres holdning.
På bannerne stod der; "vi undskylder over for alle de ludere, der er blevet sat i forbindelse med hr. Hopp".
Inde på banen skød Schalkes Weston McKennie værterne i front efter 20 minutter efter en fornem solotur ind i Hoffenheims felt.
Midtvejs i anden halvleg udlignede gæsternes Christoph Baumgartner tæt foran mål efter et hjørnespark fra Robert Skov.
Pointdelingen betyder, at Schalke holder fast i ligaens sjetteplads, mens Hoffenheim rykker en placering ned som nummer ni.
I Berlin prikkede hovedstadsklubben Hertha Berlins fans til Bayern München-formand Karl-Heinz Rummenigge.
Efter Bayern-fansenes protester mod Dietmar Hopp i sidste weekends skandalekamp kaldte Rummenigge tilskuerne for "ballademagere" og "Bayerns grimme ansigt".
Hertha-fansene foldede under lørdagens opgør mod Werder Bremen to bannere ud, hvor der stod, "bestikkelse, kollektive straffe, døde mennesker i Qatar. Det er klart for os, hvem der er fodboldens grimme ansigt" med klar adresse til Rummenigge.
Opgøret endte 2-2, hvilket betyder, at Bremen fortsat er placeret under nedrykningsstregen med 18 point. Hertha er i nogenlunde sikkerhed med 28 point på 13.-pladsen.
I toppen af tabellen gjorde RB Leipzig muligheden for at overhale førerholdet Bayern München mere besværlig for sig selv. På udebane spillede Leipzig, der havde Yussuf Poulsen i startopstillingen, 0-0 mod Wolfsburg.
Det betød, at Borussia Dortmund senere på aftenen gik forbi Leipzig og overtog andenpladsen som følge af en udesejr på 2-1 over Borussia Mönchengladbach.
Bayern topper Bundesligaen med 52 point foran Dortmund med 51 og Leipzig med 50 point. Sydtyskerne kan dog øge forspringet, når Bayern søndag møder Augsburg.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde