Tyske mestre sænker Grabara og Wolfsburg i overtiden
Victor Boniface (til højre) fejrer sit sejrsmål i overtiden mod Wolfsburg. Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix
Victor Boniface sørgede med et sent sejrsmål for, at Bayer Leverkusen holder snor i topholdet Bayern München.
Bayer Leverkusen holder sig med fremme i topstriden i Bundesligaen efter en sen sejr over Wolfsburg.
Det lignede længe uafgjort, men tre minutter inde i overtiden sikrede Victor Boniface de regerende mestre en sejr på 4-3.
I et tæt befolket Wolfburg-felt endte bolden lidt tilfældigt hos nigerianeren, der drejede rundt om sig selv, før han sparkede bolden fladt ind i mål helt ude ved stolperoden.
Wolfsburg-keeper Kamil Grabara, der i sommer er kommet til fra FC København, kastede sig, men polakken nåede ikke ned til bolden.
Den vigtige scoring betyder, at Leverkusen i stedet for syv nu har ni point efter fire spillerunder. Dermed holder mesterholdet snor i duksene fra Bayern München, der topper tabellen med 12 point.
I sidste sæson gik Leverkusen igennem 34 runder i den tyske liga uden at tabe en eneste gang, men det er allerede sket i den nye sæson. For tre uger siden tabte man på eget græs til RB Leipzig.
Søndagens opgør mod Wolfsburg endte som lidt af en rutsjetur for de fremmødte Leverkusen-fans, der kunne se deres yndlinge komme bagud på et selvmål i kampens indledning.
Florian Wirtz og Jonathan Tah sørgede for en 2-1-føring efter en halv time, men frem mod pausen slog Wolfsburg til to gange ved Sebastiaan Bornauw og Mattias Svanberg, der gjorde det til 2-2 og 2-3.
Umiddelbart efter pausen headede Piero Hincapie Leverkusen på 3-3, inden Victor Boniface i overtiden sørgede for den store forløsning.
Wolfsburg havde ingen danskere på banen i opgøret. Joakim Mæhle var ukampdygtig med en skade, mens Jonas Wind sad på bænken i samtlige minutter.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker