Tysker sikrer Barcelona sen sejr på Gran Canaria
Ilkay Gündogan blev matchvinder i den smalle sejr over Las Palmas. Foto: Afp7 Vía Europa Press/Ritzau Scanpix
Efter en sløj første halvleg sikrede Ferrán Torres og Ilkay Gündogan Barcelona 2-1 hos Las Palmas.
FC Barcelona og Andreas Christensen skulle torsdag bruge et straffespark i overtiden for at sikre sig en 2-1-sejr over Las Palmas på Gran Canaria.
Den tyske midtbaneprofil Ilkay Gündogan både skaffede og omsatte sikkert det sene forsøg fra straffesparkspletten og sikrede Xavis tropper tre vigtige point.
Barcelona har med sejren 41 point på tredjepladsen i La Liga. Det er syv point mindre end Real Madrid og Girona efter første halvdel af sæsonen.
Barcelona var offensivt nærmest fraværende i en første halvleg, hvor Christensen efter 11 minutter afløste en skadet João Cancelo.
Las Palmas gik optimistisk til værks, og umiddelbart efter Christensens indtræden blev Barcelona lokket frem ad banen, og Las Palmas spillede gæsterne tynde efter et fremragende angreb.
Det endte med, at to tidligere Barcelona-spillere kombinerede sig frem til 1-0-målet, da Sandro Ramirez' skarpe, flade indlæg blev sat i nettet af Munir El Haddadi.
Først efter pausen begyndte Barcelona at røre på sig, og udligningen kom efter 56 minutter efter lidt hjælp fra hjemmeholdet, som forspildte adskillige muligheder for at cleare bolden fra egen forsvarszone.
Efter flere tilfældigheder endte bolden midt for mål, og kantspilleren Ferrán Torres lynede for femte gang i La Liga i denne sæson.
Barcelona fortsatte med at trykke på, uden at man ligefrem vadede i chancer, og i slutfasen blev det 18-årige brasilianske stortalent Vitor Roque smidt i aktion til sin debut.
Han gav i et par glimt prøver på sine evner, men Las Palmas var med et nærgående hovedstød tættest på at komme på tavlen, inden Gündogan i overtiden blev skubbet i ryggen og sikrede sejren på det medfølgende straffespark.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker