Tyskland forventer at blive sat på prøve i dansk EM-gruppe
Tysk landstræner tror, at jævnbyrdig pulje med Danmark, Finland og Spanien kan give holdet en fordel ved EM.
Landstræneren for de tyske fodboldkvinder, Martina Voss-Tecklenburg, forventer, at holdet bliver testet til det yderste ved næste års EM i England.
Det siger hun til Det Tyske Fodboldforbunds (DFB) hjemmeside, efter at holdet torsdag aften blev placeret i gruppe med Danmark, Spanien og Finland.
- Det er en hård gruppe. Der venter os nogle alvorlige prøvelser forude, siger den 53-årige landstræner, der selv var med til at vinde EM for Tyskland fire gange som spiller.
Tyskland skal i holdets første kamp den 8. juli op imod Danmark, inden opgør mod Spanien og Finland venter.
- Danmark gør virkelig fremskridt som hold. Spanien er et fantastisk hold, og landets klubber gør det godt. Finland er lidt mere et ubeskrevet blad, men de har en strålende mentalitet.
- Det bliver ikke nemt, men det kan nogle gange være en god ting, fordi når du spiller i sådan en turnering, så er du nødt til at være klar fra start.
- Vi byder enhver udfordring velkommen, og vi ser frem til vores første kamp mod danskerne, siger Martina Voss-Tecklenburg.
Hos Spanien tøver landstræner Jorge Vilda ikke med at kalde gruppen "den klart stærkeste af de fire" ved EM.
Det siger han i en udtalelse til Det Spanske Fodboldforbund efter lodtrækningen.
- Niveauet mellem holdene er meget lige. Hver eneste sejr vil være en erobring, hvis vi får den, siger Vilda, der mener, at alle holdene i puljen kan blande sig i kampen om EM-trofæet.
Det spanske landshold skal i sidste gruppekamp op imod Danmark, og her forventer landstræneren et vanskeligt opgør.
- Det er et hold, vi har spillet mod for nylig. De har flere forskellige spillere, der kan gøre forskellen og afgøre kampen, siger han.
Mens Tyskland har vundet EM i kvindefodbold hele otte gange, så er både Spanien og Finlands bedste resultat en semifinale.
Danmarks bedste resultat er en andenplads ved seneste EM i 2017.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker