U/21-boss kræver fuld fokus mod Færøerne

Det er ikke kun i den cypriotiske hovedstad, Nicosia, at der er vigtige point i EM-kvalifikationen på spil for Danmark.

I Aalborg møder U/21-landsholdet Færøerne i EM-kvalifikationen, og her får U/21-landstræner Morten Wieghorst sin debut på hjemmebane. Han kræver fuld koncentration fra sine spillere og tre point.

- Jeg har set Færøerne både ude og hjemme mod Nordirland, og vi er jo godt klar over, at denne kamp nok er "årets kamp" for vores færøske brødre - udebane og så mod Danmark, siger Morten Wieghorst til DBU's hjemmeside.

- Jeg er derfor meget opmærksom på, at vi ikke undervurderer mindre modstandere, og det kræver også et rigtigt mentalt fokus. De vil komme med masser af energi og stor løbevillighed. De forsvarer lavt og i de seneste kampe lagde de meget an på kontraspil.

Morten Wieghorst og U/21-landsholdet har foreløbig spillet en enkelt kamp i EM-kvalifikationen. Her blev det på udebane hele 3-0 over Nordirland. AaB's Nicklas Helenius satte Danmark i gang, inden Andreas Laudrup og Emil Larsen lukkede kampen.

Dermed har Danmark maksimumpoint inden aftenens kamp mod Færøerne. Wieghorst regner med, at Danmark vil lægge et tungt pres på udeholdet, og det skal udnyttes, siger Wieghorst.

- Jeg har en forventning om, at vi vil dominere kampen og sætte et godt tryk på Færøerne. Jeg forventer også en stor dansk boldbesiddelse, men det kræver, at vi spiller hurtigt, og at vi hurtigt finder de aftalte positioner, når vi har mistet bolden, siger han.

Fredagens kamp mod Færøerne spilles på Aalborg Stadion klokken 18:00, og der er gratis adgang for alle tilskuere.

Danmark spiller - ligesom A-landsholdet - endnu en kamp på tirsdag. Her gælder det Serbien på udebane.

/ritzau/

Morten Wieghorst advarer mod at undervurdere Færøerne i U/21-landsholdets kamp fredag i EM-kvalifikationen.

Offentliggjort Sidst opdateret