28.000 kvinder bliver hvert år udsat for vold af deres kæreste eller mand, og det vil det danske U/21-landshold være med til at ændre på.
Derfor stiller de op til kampagnen "Giv vold mod kvinder det røde kort", som ligestillingsminister Lykke Friis lancerede i forbindelse U/21-holdets søndagstræning efter nederlaget til Schweiz ved EM.
- Vi håber, at vi kan være en slags rollemodeller for nogle af de unge og vise, hvordan det skal gøres, siger anfører Andreas Bjelland.
Sammen med Daniel Wass og Mathias "Zanka" Jørgensen stiller Bjelland op i et klip på youtube.com, hvor de prøver at tale til de danske mænd. U/21-holdets ansigter vil også pryde flere plakater rundt omkring i landet.
Mathias "Zanka" Jørgensen håber, at det vil have en effekt.
- Vi håber, at vi med vores engagement kan brede budskabet til en masse fodboldfans, så de kan se, hvor vigtigt det er.
- Man tror, at alt er fryd og gammen i hele Danmark, men sådan er det ikke. Vi håber, at få nedbrudt det problem ved at rejse opmærksomhed omkring det, fortæller forsvarsspilleren fra FC København.
Han finder det naturligt at være rollemodel, og det samme gør Juventus-spilleren Frederik Sørensen.
- Hvis folk kigger på os som nogle store stjerner, så må vi vise, at vi er normale mennesker, der ikke udøver vold mod kvinder, siger Frederik Sørensen.
Lykke Friis snakkede med flere af spillerne inden søndagens træning og fortalte, at hun godt kunne have ønsket sig en sejr over Schweiz som afsæt til kampagnen.
- Det er sjældent, at man brokker sig over, at sommeren er for god, men det gør jeg i forhold til kampen mod Schweiz.
- Deres målmand hed Sommer, og han var godt nok lidt af et levende plankeværk, siger Lykke Friis med henvisning til Yann Sommer, der i slutfasen reddede Schweiz flere gange.
Danmark møder tirsdag Hviderusland i holdets anden gruppekamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker