U21-landsholdet flopper i Island efter store brølere
William Osula (til højre) bragte Danmark foran mod Island. (Arkivfoto). Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
U21-landsholdet begik et par store fejl og er presset efter et 2-4-nederlag hos Island i EM-kvalifikationen.
U21-landsholdets plads ved EM i Rumænien og Georgien næste sommer er langt fra givet.
Fredag tabte Steffen Højers tropper 2-4 til Island i Reykjavik i en kamp, hvor der blev lavet et par meget store danske fejl.
Afgørende blev især AaB-stopper Sebastian Otoas indhop efter 65 minutter. Kort efter begik han således straffespark og fik et direkte rødt kort ved at holde en islænding i et regulært brydegreb.
Sønderjyske-angriberen Kristall Mani Ingason lavede hattrick for Island, mens William Osula og Mathias Kvistgaarden nettede for Danmark.
Danmark og Wales har begge 11 point for seks kampe i gruppen, mens Island og Tjekkiet har henholdsvis 9 og 8 point efter fem kampe.
Gruppevinderen kvalificerer sig til EM-slutrunden, mens toeren skal spille playoff.
Danmark mangler en hjemmekamp mod Tjekkiet i Vejle tirsdag og slutteligt et revanchemøde med Island i Vejle i midten af oktober.
Den nyslåede Newcastle-spiller William Osula gav efter et kvarter danskerne en drømmestart fredag, da han resolut huggede bolden fladt i mål til 1-0 efter en omstilling, som midtbanespillerne Oliver Sørensen og William Bøving havde iværksat.
Brøndby-angriberen Mathias Kvistgaarden ramte også overliggeren med et hovedstød i en generelt meget livlig og chancerig indledning, men Island gik til pause med en 2-1-føring.
Efter en lille halv time blev det 1-1 efter en stor dansk gave. Den nyslåede Chelsea-keeper Filip Jörgensen spillede bolden frem til en presset Oscar Fraulo. Og han blev taget fuldstændigt på sengen af Ingason, som kvitterede effektivt for gaven.
Kort før pausen bragte Ari Sigurpalsson nemt Island på 2-1 efter et indlæg og meget mangelfuld dansk opdækning, men kort inde i anden halvleg svarede Kvistgaarden igen ved at hugge en løs bold i nettet fra kanten af feltet.
Kampen var på vippen, men blev afgjort efter 73 minutter, da Ingason omsatte det straffespark, som Otoa klodset havde begået, inden han et par minutter senere udnyttede en returbold fra Jörgensen og fuldførte sit hattrick.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet