U21-landsholdet tager skridt mod EM med sejr i Tyrkiet

Mohamed Daramy - her med A-landsholdet mod Færøerne fredag - scorede et flot solomål til 2-0 mod Tyrkiet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Jesper Lindstrøms og Mohamed Daramys mål skaffede U21-landsholdet vital sejr mod Tyrkiet i EM-kvalifikationen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks U21-landshold hentede mandag en vigtig udesejr i bestræbelserne på at komme med til EM i 2023.

På udebane vandt Jesper Sørensens tropper med 2-1 over Tyrkiet i en kamp, hvor der var chancer til en større dansk sejr.

Dermed lægger Danmark sig meget komfortabelt på den andenplads, der som minimum giver en playoffkamp mod en anden toer.

Danmark har ni point for fire kampe, mens Belgien har kurs mod den direkte EM-billet med sine 15 point for 5 kampe inden mødet med Skotland senere tirsdag. Skotland og Tyrkiet har begge fire point.

Fredag startede både Jesper Lindstrøm og Mohamed Daramy inde for A-landsholdet mod Færøerne, men derefter blev de rykket ned på U21-landsholdet for at spille den vigtige kamp mod Tyrkiet. Det skulle vise sig at være godt for det unge landshold.

Midtvejs i første halvleg havde de to profiler således sat deres aftryk med hver deres mål.

Bare to minutter var spillet, da Lindstrøm kickstartede opgøret. Den markante profil fra Brøndbys seneste mesterskabssæson kom fri i feltet og blev nedlagt af en berøring, som dommeren takserede til straffespark.

Eintracht Frankfurt-spilleren eksekverede selv sikkert med et fladt spark til dansk 1-0-føring.

Efter 20 minutter lynede Daramy så. Ajax-spilleren brød igennem i venstre side af feltet og afsluttede dribleturen med at score fladt mellem målmandens ben.

Mellem de to mål havde der været store chancer i begge ender. Den danske opdækning sad lidt løst i indledningen, og i den anden ende havde den 18-årige RB Leipzig-spiller Maurits Kjærgaard to gode forsøg.

Angriberen Wahid Faghir kom også til to store chancer, så den danske føring burde have været større ved pausen.

I stedet blev den reduceret til 1-2 kort inde i anden halvleg, da Nikolas Nartey var uheldig at rette et indlæg af, så bolden røg ind bag keeper Mads Hermansen. Gökdeniz Bayrakdar blev dog krediteret for scoringen.

Tyrkerne kom til at dominere i større perioder af halvlegen og havde sine muligheder, mens Danmark i flere tilfælde var farlig på kontra.

Mod slutningen fokuserede Danmark dog mest på at forsvare den spinkle føring og kom til at stå meget langt tilbage, og det lykkedes at holde Tyrkiet fra fadet i slutfasen.