Selvom holdet var foran i store perioder af kampen, så er de i Aalborg Håndbold-lejren godt tilfredse med det ene point i lørdagens 30-30-opgør hjemme mod Team Tvis Holstebro.
Det betyder nemlig, at de kan undgå at tale for meget om holdets dårlige situation efter fyringen af cheftræner Jakob Vestergaard for et par uger siden.
- Vi er rigtig glade for det ene point, for havde vi stået her igen uden point, så var vi nok begyndt at snakke krise. Nu får vi et point, og det er vi rigtig tilfredse med, siger Henrik Møllgaard til TV2.
Aalborg Håndbold fyrede for nylig Jakob Vestergaard, fordi klubben mente, at holdet under hans ledelse holdt et for lavt spillemæssigt niveau.
Siden fyringen er det blevet til et nederlag til Skives oprykkere og altså uafgjort mod Team Tvis.
- Vi har været rigtig utilfredse med det, vi har præsteret. Vi spillede ikke sindssygt godt i dag, men det går i den rigtige retning, siger Aalborgs norske profil Kristian Kjelling.
Han erkender, at det ikke kun er den nu fyrede Jakob Vestergaard, som man kan bebrejde for det dårlige spil i denne sæson.
- Spillerne har altid et stort ansvar. Vi skal præstere på banen, og det har vi ikke gjort, så vi tager selvfølgelig en stor del af ansvaret, siger Kristian Kjelling.
Aalborg Håndbold er efter lørdagens ene point nummer fem i herrernes håndboldliga.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker