UCI blåstempler dopingdømt dansk cykelboss

Der er blåt stempel til Kim Andersen fra præsidenten for den internationale cykelunion (UCI), Pat McQuaid, selv om den danske cykelboss på det nye Team Leopard-Trek har en rytterfortid med flere positive dopingprøver bag sig.

- Han har allerede flere gange forklaret sig omkring sin fortid og nutid. Ja, han testedes positiv som rytter, men det gjorde Bjarne Riis også (det gjorde Riis faktisk ikke, men han har indrømmet brug af doping, red.), siger Pat McQuaid til cyclingnews.com.

- De gør stadig et godt stykke arbejde nu. Kim har på alle måder ret til at leve i og være involveret i cykelsporten, da han gør et godt stykke arbejde, lyder det fra McQuaid, der aldrig har hørt andet end godt om danskeren.

- Jeg har aldrig hørt nogen rygter om noget, og alt jeg har hørt om ham som sportsdirektør har været meget godt - jeg vil ikke bruge ordet positivt. Men det er meget opmuntrende, at han er en god sportsdirektør. Der lander det for mig.

Pat McQuaid mener, det er helt urimeligt at stille spørgsmålstegn ved, om Kim Andersen kan bruges som sportsdirektør på grund af sin fortid som rytter. Han kalder tiden, da Andersen var rytter, for en anden med andre regler og standarder.

- Han har arbejdet med flere hold i de seneste mange år, og der har aldrig været nogen indikationer af, at han har været involveret i noget som helst, der har med doping at gøre.

- Det er ikke nemt at finde folk, der kan styre et hold og motivere ryttere. Der er ikke mange rundt omkring, der har bevist, at de kan det. Hans omdømme som sportsdirektør lader intet tilbage at ønske, forklarer McQuaid.

/ritzau/

Trods dopingfortid ser UCI-boss ingen problemer i Kim Andersens rolle som sportslig leder på nyt cykelhold.

Offentliggjort Sidst opdateret