UCI-præsident om rapport: Sandheden vil blive grim
Cykelsporten skal forberede sig på grimme ting, men næppe mange nye afsløringer i ny dopingrapport.
Når et uafhængigt panel i nær fremtid lægger sin rapport om doping i cykelsporten ud i offentligheden, skal cykelsporten og dens fans være forberedt på grim læsning.
Det siger den internationale cykelunion UCI's præsident Brian Cookson lørdag.
- Når man åbner en dåse med orme, så finder man orme, siger UCI-præsidenten til nyhedsbureauet Reuters i forbindelse med VM i banecykling i Frankrig lørdag.
- Jeg tror ikke, at der kommer en masse nye afsløringer, for jeg synes, at vi allerede har et godt billede af, hvor omfattende det har været i cykelsporten i fortiden, fortsætter Brian Cookson.
Rapporten kommer fra et uafhængigt panel på tre personer, som blev oprettet i begyndelsen af 2014 og har fået et budget i omegnen af 20 millioner kroner til at klarlægge den beskidte fortid og omfanget af doping i cykelsporten.
Da fodboldforbundet Fifa nedsatte en gruppe til at se på, om der var foregået ulovligheder, da Rusland og Qatar blev tildelt VM-værtskaber, blev det en redigeret rapport, offentligheden fik kendskab til. Det skabte masser af ravage.
Ifølge Brian Cookson kommer det ikke til at ske i cykelsporten.
- Det kan være, at vi af juridiske årsager er nødt til at udelade nogle navne, men ellers bliver personer navngivet, siger han.
- På samme måde kan det også være, at vi kan lave sanktioner mod personer, som er blevet nævnt af mere end én person i forbindelse med noget ulovligt, fortsætter UCI-præsidenten.
I Danmark venter cykelsporten spændt på Antidoping Danmarks og Dansk Idrætsforbunds omfattende undersøgelse af doping i cykelsporten.
Antidoping Danmarks daværende direktør Lone Hansen har tidligere meldt ud, at den rapport vil læne sig op af den engelske og således også snart bliver offentliggjort.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned