UCI-præsident roser Armstrong for dopingtilståelsen
Det amerikanske cykelikon Lance Armstrong brugte doping, da han fra 1999 til 2005 vandt Tour de France syv år i træk.
Den 41-årige amerikaner bekræftede det i et meget omtalt interview med talkshowværten Oprah Winfrey.
Godt, siger Pat McQuaid, præsident for den internationale cykelunion (UCI).
- Lance Armstrongs beslutning om endelig at konfrontere sin fortid er et vigtigt skridt på den lange vej til at reparere det, som er forvoldt cykelsporten, og til at genskabe tilliden til sporten, siger Pat McQuaid i en pressemeddelelse.
I interviewet afviste Armstrong, der blandt andet er blevet frataget sine Tour de France-sejre på baggrund af en rapport fra det amerikanske antidopingagentur (Usada), at UCI havde kendt til amerikanerens doping og dækkede over ham.
- Der blev ikke dækket over positive test, og han har bekræftet, at donationer givet til UCI var for at assistere os i kampen mod doping, siger McQuaid.
I mange år er historien om, at Armstrong blev testet positiv under Schweiz Rundt i 2001 og efterfølgende betalte UCI for at holde mund om det, blevet fortalt. Men ifølge Armstrong donerede han penge til UCI's antidopingprogram.
Tyler Hamilton, Armstrongs tidligere holdkammerat, sagde før Oprah-interviewet, at folkene i UCI-toppen ellers burde være nervøse.
For hvis Armstrong fortalte hele sandheden, ramte det også UCI, lød det fra Hamilton, som sidste år udkom med selvbiografien "The Secret Race", hvori han blandt andet fortalte om Armstrongs dopingbrug.
- De folk, som styrede sporten, var nogle af de værste folk involveret. Og de styrer stadig sporten i dag. Det er ret vildt.
- UCI sørgede for røgslør. De havde en slags "golden boy". Han var UCI 's billet til mange penge, sagde Hamilton onsdag til 60 Minutes Sports.
En uvildig kommission, som UCI har nedsat for at undersøge unionens egen rolle i Armstrong-sagen, er fortsat ved at undersøge, om der er noget at komme efter.
UCI-præsidenten er desuden glad for, at Armstrong i interviewet sagde, at sporten i dag ikke er den samme som for 10 år siden. Det skyldes især introduktionen af det biologiske pas i 2008.
- Det har gjort en forskel i kampen mod doping, lyder det fra McQuaid.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker