UCI suspenderer Roman Kreuziger før Polen Rundt
Den internationale cykelunion (UCI) har sat en effektiv stopper for Tinkoff-Saxo-holdets planer om at lade Roman Kreuziger stille op i Polen Rundt, der begynder søndag.
Cykelholdet, der har Bjarne Riis som manager, meddeler i en pressemeddelelse, at UCI har suspenderet tjekken.
Han blev sidste år nummer fem i Tour de France, men han har fået en flere år gammel sag om mistænkelige blodværdier på halsen.
- Derfor er Roman Kreuziger ikke med i Polen Rundt, der begynder søndag, eftersom han er suspenderet fra alle løb, indtil der kommer en afgørelse i hans sag, meddeler holdet.
Afgørelsen vækker irritation hos Tinkoff-Saxo, som også havde luftet muligheden for at lade Roman Kreuziger deltage i Vuelta a España.
- Tinkoff-Saxo vil ikke undlade at kritisere timingen i denne beslutning, eftersom cykelrytteren og holdet blev informeret mindre end 24 timer før begyndelsen på World Tour-løbet i Polen, skriver holdet.
Roman Kreuziger skulle i årets Tour de France have udgjort en værdifuld støtte for kaptajnen, Alberto Contador.
Kreuziger endte dog med at blive droppet til truppen, fordi en sag om mistænkelige blodværdier dukkede op.
Mistænkelige målinger i hans biologiske pas i 2011 og 2012, da han kørte for Astana, var årsagen til, at Tinkoff-Saxo trak Roman Kreuziger ud af Tour-truppen.
I stedet blev den senere dobbelte etapevinder og vinder af den prikkede bjergtrøje, Rafal Majka, sat ind.
Efter Touren meddelte Tinkoff-Saxo, at man ikke havde hørt yderligere fra UCI, og at holdet derfor regnede med, at Roman Kreuziger kunne deltage i Polen Rundt.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned