Ude af DM: - Skuffelsen springer alle skalaer

Skuffede NFH-spillere efter nedturen i Horsens. Foto: Ole Nielsen 

NFH er færdige i DM-slutspillet efter et skuffende nederlag til Horsens.

Offentliggjort Sidst opdateret

NFH tabte for fjerde gang ud af fire mulige i DM-slutspillet, da Horsens på egen bane vandt med 31-29.

Dermed er sæsonen reelt forbi for NFH, der nu er uden chance for at nå DM-semifinalerne og også forsvare den finaleplads, de overraskende spillede sig til i sidste sæson.

Der resterer fortsat to kampe i slutspillet mod København og Odense, men der er ikke mere at komme efter for træner Jakob Larsen, der slutter i NFH efter otte sæsoner.

- Den her skuffelse springer alle skalaer. Jeg havde virkelig håbet på, at vi kunne have sluttet godt af. Efter så mange år med så mange gode præstationer, så er det virkelig øv, at det slutter sådan her. Jeg havde virkelig tro på det i dag, men desværre rakte det ikke, sagde han og fortsatte.

- Vi plejer at være bedst når det gælder, men det niveau har vi ikke kunne finde. Perioden i slutspillet og op til slutspillet har været for svingene, og det er helt tydeligt at vi mangler den fornødne selvtillid til at lukke kampene ned. I dag fører vi med tre mål, men får så gummiarm og laver nogle fejl, som vi ikke burde lave, lød det fra Jakob Larsen, der også peger på de hårde kampe i Champions Leauge, som årsagen til at gassen er gået af ballonen.

- Vi har fået mange nederlag i Champions League, og selvom vi har spillet godt i nogle af kampene, har vi tabt alligevel og nederlag sætter sig bare, ligesom kræfterne måske også har manglet efter en lang sæson, påpeger Jakob Larsen, der stod med en tom følelse, efter kampen i Horsens, der ikke var hans sidste som NFH-træner, men den sidste med betydning, skulle det vise sig.

- Det piner mig helt vildt, at vi ikke slutter bedre af og kunne give vores fans i Nykøbing og de mange der følger os en bedre afsked. Der går nogle dage og uger før jeg kommer over den her skuffelse, sagde en berørt Jakob Larsen efter nederlaget.

Sofie Bardrum er en af de mange spillere, der forlader klubben efter denne sæson, og afslutningen var hun ikke stolt af.

- Det er en kæmpe skuffelse. Men det har været symptomatisk for hele sæsonen, at vi ikke rigtig har kunne få vendt spillet til noget positivt og frem for alt finde et bedre bundniveau. Vi har manglet et fundament, som vi har kunne læne os op af, når kampene spidser til, og det så vi også i dag. Jeg er virkelig skuffet over, at vi ikke efterlader klubben et bedre sted, lød det fra Sofie Bardrum, der skifter til en udenlandsk klub, som hun endnu ikke må afsløre navnet på.