Uden skadet Maze tabte Danmark til tjekker

Det var ikke den bedste begyndelse på 2011, som det danske landshold i bordtennis fik, da holdet mødte Tjekkiet. Uden en skadet Michael Maze og med en halvsløj Allan Bentsen rakte kræfterne ikke til en sejr.

Tjekkiet vandt en sikker og overbevisende sejr på 3-0 i kampe over danskerne i Birkerød Idrætscenter. Ud over et nederlag til Bentsen tabte Jonathan Groth og Kasper Sternberg også deres kampe.

- Vi var ikke i topform. Allan har været syg i julen og kan ikke holde initiativet hjem, og Jonathan startede for dårligt. Hvis man skal slå Tjekkiet, skal man være i den bedste form. Det var vi ikke i dag, siger sportschef Peter Sartz i en pressemeddelelse.

Kampen var en del af turneringen Joola Nations League, hvor Danmark nu er ude af kampen om at nå semifinalen. Danmark kan dog stadig nå at få lidt oprejsning, hvis holdet kan vinde over Rumænien i den sidste turneringskamp i begyndelsen af marts.

/ritzau/

De danske bordtennisherrer tabte til Tjekkiet, som udnyttede, at danskerne stillede op uden Michael Maze

Offentliggjort Sidst opdateret