Udesejr giver Team Esbjerg oprejsning for sjælden nedtur
Kristine Breistøl scorede fire gange for Team Esbjerg i sejren over Randers. (arkivfoto). Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Team Esbjerg trak fra Randers efter pausen og er nu sikker på minimum en andenplads i grundspillet.
Team Esbjerg er tilbage på ret kurs i kvindernes håndboldliga efter weekendens nedtur.
Guldbejlerne tog en pligtsejr på 35-27 ude over ligaens nummer ti, Randers, der ellers bed godt fra sig mod den formodede overmagt.
Kvalitetsforskellen på de to spillertrupper var dog som ventet for stor, og nu er Team Esbjerg sikker på mindst en andenplads i grundspillet. Det giver to point med videre til slutspillet.
Efter 33 kampe uden nederlag tabte Team Esbjerg i lørdags overraskende til Viborg efter en svag indsats. Nu kan Jesper Jensens tropper forsøge at sætte gang i en ny serie.
Indsatsen mod Randers var dog på jævne. Spillet bar præg af, at Esbjerg er ramt af skader, og at arbejdet på det seneste er blevet fordelt på relativt få spillere.
Alligevel rakte det til at besejre Randers, der er uden chance for at komme i slutspillet. Kronjyderne vandt i sidste uge en langt vigtigere kamp uden for banen, da det lykkedes at sikre likviditeten til at fortsætte driften.
Hjemmeholdet indledte dog godt og var midt i første halvleg foran med tre mål. Men esbjergenserne fik strammet op i forsvaret foran målvogter Dinah Eckerle.
Ved pausen var Esbjerg i front med 17-15, og i anden halvleg lagde storfavoritterne afstand.
Medvirkende var også, at Randers' to målvogtere ikke rigtig fik fat i noget. Blot fire redninger blev Monika Kongsgaard og Stephanie Andersen tilsammen noteret for. I sidste ende endte det med en klar sejr til gæsterne.
Med to kampe tilbage af grundspillet er Team Esbjerg på andenpladsen seks point foran Herning-Ikast. Midtjyderne mangler endnu at spille tre kampe, men er dårligere i det indbyrdes regnskab.
Randers må indstille sig på at fortsætte sæsonen i nedrykningsspillet.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub