Udinese-dansker er med til at fælde Juventus
Thomas Kristensen (til venstre) fejrer Udineses 1-0-mål med Lautaro Giannetti i mandagens opgør ude mod Juventus i Torino. Foto: Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix
Thomas Kristensen indtog hovedrolle i Udinese-sejr, der sendte Juventus længere væk fra italiensk guld.
Juventus er godt i gang med at spille sig ud af den italienske mesterskabskamp.
Mandag tabte storholdet fra Torino på hjemmebane 0-1 til Udinese fra bunden af Serie A.
De tre seneste kampe har blot givet et enkelt point, så Juventus på ligaens andenplads nu har syv point op til Inter på førstepladsen. Inter har endda spillet en kamp færre end Juventus.
Udinese tog føringen efter 25 minutter i forbindelse med et frispark, hvor den tidligere AGF-forsvarer Thomas Kristensen spillede en hovedrolle.
Den 22-årige dansker snittede bolden videre ind foran mål, hvor Juventus-forsvaret kun fik stoppet bolden. Den dumpede ned foran Lautaro Giannetti, der bankede den i mål.
Thomas Kristensen er i gang med sin første sæson i Udinese, hvor han har tilspillet sig en fast plads i forsvaret.
Juventus dominerede kampen, men værterne havde svært ved at gøre arbejdet inde foran mål færdigt.
Tilskuerne troede, at Arkadiusz Milik fik udlignet til 1-1 efter en time i forbindelse med et hjørnespark. Men indlægget svævede ud over baglinjen på vej ind i feltet, så derfor vinkede linjedommeren for målspark.
Kun to gange tidligere i denne sæson havde Udinese formået at vinde i Serie A.
Sejren i Torino sender Udinese op på 15.-pladsen med 22 point efter 24 spillerunder. Juventus har 53 point på andenpladsen. Inter topper Serie A med 60 point for 23 kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker