Udlændinge er blevet en sjældenhed i AaB

Det er tilsyneladende ikke tilfældigt, at AaB spiller i rød-hvide farver.

Offentliggjort Sidst opdateret

Helt ekstraordinært for et superligahold skulle man nemlig helt hen til fredagens 8. spillerunde i Superligaen, før nordjyderne gav spilletid til en udlænding.

Det var den svenske angriber Rasmus Jönsson, der i anden halvleg af 3-1-udesejren over Sønderjyske blev skiftet ind.

Hvor AaB tidligere blev båret af udenlandske spillere som svenske Rade Prica og Andreas Johansson samt brasilianere som José Mota og Caca, så hedder profilerne i dag Jacobsen, Nielsen og Frederiksen til efternavn.

Forklaringen er logisk, mener AaB-træner Kent Nielsen

- I forhold til, da jeg kom til for tre år siden, har vi stort set halveret lønbudgettet. Der har været markant afgang, og der er en tendens til i hele verden, at udenlandske spillere er de dyreste.

- Og klubben har været enormt økonomisk ansvarlige i den her periode, forklarer Kent Nielsen.

- Det har betydet, at vi har suppleret truppen med spillere fra egen avl og noget nyt for AaB som at hente spillere fra 1. division som Anders K. Jacobsen og Rasmus Thelander, siger Kent Nielsen.

AaB har tre udlændinge i truppen, nemlig svenske Rasmus Jönsson, litauiske Lukas Spalvis og færingen Hallur Hansson.

AaB-anfører Rasmus Würtz kan godt savne lidt eksotisk strøg:

- Nu er der ikke stor forskel på svensk og dansk kultur, men er det en spiller fra Sydafrika eller Brasilien, så er det ofte, at de kan nogle lidt andre ting end vi nordiske spillere. Og det synes jeg da kun, er med til at udvide repertoiret på et hold.

- Men jeg synes, vi har en god trup nu, siger Rasmus Würtz og tilføjer:

- Det er ikke noget, vi som spillere tænker meget over. Men man kan sige, at som det er nu, der foregår taktikmøderne på dansk, så er der ingen undskyldning for ikke at forstå dem.

/ritzau/