Udmattet spanier kæmper sig i US Open-semifinale
Pablo Carreño Busta er klar til semifinalerne ved US Open. Foto: Robert Deutsch/Ritzau Scanpix
Robert Deutsch/Ritzau Scanpix
Pablo Carreño Busta har for anden gang i karrieren spillet sig ind blandt de sidste fire i US Open.
Den spanske tennisspiller Pablo Carreño Busta var i store problemer, da han natten til onsdag spillede sig videre til semifinalen ved US Open.
I femsætssejren på 3-6, 7-6, 7-6, 0-6, 6-3 over den hårdtslående canadier Denis Shapovalov kæmpede spanieren med rygsmerter og indkasserede desuden et såkaldt æg.
Alligevel lykkedes det efter godt fire timers spil at spille sig videre.
- Jeg er ødelagt, men jeg er meget glad efter den her kamp - det her slag, siger Pablo Carreño Busta.
Spanieren tabte første sæt, men han viste god moral, da han bragte sig foran med 2-1. Både andet og tredje sæt vandt Carreño Busta efter tiebreak.
Men så tog hans spil et stort dyk, og han tabte fjerde sæt 0-6. På det tidspunkt så det sort ud. Alligevel fik han rejst sig og vandt det femte og afgørende sæt med 6-3.
- Jeg var en smule heldig derude, indrømmer den 29-årige spanier, der rangerer som nummer 27 i verden.
Det er anden gang, at han er i semifinalen i US Open. I 2017 spillede han sig også ind blandt turneringens fire sidste deltagere.
Dengang tabte Pablo Carreño Busta til sydafrikaneren Kevin Anderson, der senere blev besejret af Rafael Nadal i finalen.
Spanieren skal denne gang op mod tyske Alexander Zverev, der er nummer syv på verdensranglisten.
Carreño Busta var i fjerde runde involveret i kampen mod verdensetteren Novak Djokovic, der blev diskvalificeret for at ramme en linjedommer.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde